Flotte seertal til dronningen

Godt én million danskere så TV 2s direkte interview med majestæten. Genudsendes lørdag 14. januar kl. 15.10.


For første gang nogensinde gav dronning Margrethe i aftes et eksklusivt interview på direkte tv. Det skete på TV 2, og interviewet blev set af 1.008.000 seere i gennemsnit – og af knap 1,1 mio. danskere, da flest så med.

TV 2|NYHEDERNEs Ulla Terkelsen interviewede majestæten i anledning af 40 års regeringsjubilæet. Dronning-interviewet er en del af TV 2s omfattende dækning af jubilæet, som kulminerer med transmissioner lørdag og søndag af bl.a. karettur i København, lykønskning i statsrådet, balkonhyldest, festgudstjeneste og gallamiddag.

TV 2s nyhedsdirektør, Michael Dyrby, glæder sig over interviewet og de gode seertal:

- Det var et interessant interview, fordi det var tydeligt, at dronning Margrethe og Ulla Terkelsen var på bølgelængde. Derfor blev programmet både indholdsrigt og nærværende.

- Den ægte interesse, som begge parter viste i samtalen, gjorde det til mindeværdigt tv. Der blev i interviewet plads til emner om de store forandringer, verden har gennemgået de seneste 40 år, men også mere nære emner som forholdet til far og søn. Den spændvidde gjorde samtalen til udbytterigt tv, siger Michael Dyrby og fortsætter:

- Vi er naturligvis glade for, at så mange seere ville se med på en cirka 40 minutter lang samtale med dronningen. Det er vigtigt for TV 2, at vi kan præsentere et program, som samler så mange mennesker, og vi ser frem til meget mere royalt jubilæums-tv de kommende dage.

For TV 2s programdirektør, Palle Strøm, er gårsdagens seertal også en god nyhed:

- Med interviewet i aftes fik vi endnu engang bekræftet, at TV 2 kan samle danskerne om de nationale højdepunkter og de store tv-øjeblikke. Det er netop godt og stærkt programindhold, der skal være med til at sikre TV 2 en central placering i danskernes tv-bevidsthed. Det bekræfter, at vi er på rette vej med den programstrategi, der sidste år bremsede sharefaldet på hovedkanalen, og som har skudt 2012 flot i gang, siger Palle Strøm med henvisning til bl.a. dokumentarserierne ”De bortførte børn”, ”Ung med de gamle” og ”Korrespondenterne”.

Det gode seertal til interviewet med dronning Margrethe gav også mange seere til det efterfølgende TV 2-program ”Liebhaverne”, som blev set af 824.000 danskere.

11. januar 2012 var den første dag efter TV 2s overgang til betalingskanal.

----------

Ulla Terkelsens interview med dronning Margrethe bliver vist igen lørdag 14. januar kl. 15.10 på TV 2 og lørdag 21. januar kl. 15.55 på TV 2 Charlie.