Fem unge flytter sammen i ’Roomies’

Fra venstre: Caroline, Max, Mariel, Oliver og Simon. De fem roomies i ZULUs reportageserie 'Roomies' (Foto: Thomas Skov / Nordisk Film TV / TV 2)

Fra venstre: Caroline, Max, Mariel, Oliver og Simon. De fem roomies i ZULUs reportageserie 'Roomies' (Foto: Thomas Skov / Nordisk Film TV / TV 2)

15. januar 2018;
Af: TV 2 Kommunikation

Ny reportageserie fra ZULUs eget bofællesskab midt i Aarhus, hvor vi følger fem unge, der flytter sammen i et hus uden at kende hinanden på forhånd. Hvordan kommer det til at gå? Se med på ZULU og TV 2 PLAY - det er i ’Roomies’, hvor alt kan ske, og alt sker!

Af Tina Anna Christiansen, TV 2 Kommunikation

Må man score en roomie? Er det ok at holde fest tirsdag aften, når de andre skal i skole? Hvor højlydt sex kan man dyrke, når væggene er ret tynde? Skal dine roomies’ venner absolut også være dine venner?

Det er nogle af de spørgsmål, som ZULU og fem roomies stiller sig selv og hinanden, når vi i otte programmer får lov til at følge de fem unge og deres bofællesskab tæt i ZULUs nye reportageserie, ’Roomies’.

Serien har premiere på TV 2 ZULU og TV 2 PLAY søndag 4. februar – umiddelbart efter ’ZULU Awards Festival ’18’.

Når nøden er størst

Som altid om sommeren var ventelisterne til at få en studiebolig i landets større byer også rekordlange i 2017. Rigtigt mange unge måtte tage til takke med et kælderværelse 80 kilometer fra studiet eller et centralt beliggende skunkrum til 9.000 kroner om måneden.

TV 2 ZULU ville gerne gøre noget ved den sag og skaffede i en fart et hus med plads til fem - lige midt i Aarhus. Alle, der var interesserede i at bo i kollektivet i Aarhus, kunne sende ZULU en ansøgning. De fem heldige, der ville blive valgt, skulle ikke betale husleje. Det eneste, det ville koste, var, at ZULUs seere måtte følge med i de fem roomies' liv i tre måneder. 

Det er 'Store indflytterdag' for de fem roomies, men Mariel (tv) er udfordret fra start. Det viser sig at være svært at løfte tunge flyttekasser iført høje hæle, så de andre roomies må på overarbejde blandt andre Max (th). (Nordisk Film TV / TV 2)

Baben, eventyreren, den sjove, den søde og den virkelig kloge

De fem blev fundet: Mariel, Simon, Max, Caroline og Oliver, og de er vidt forskellige.

Mariel er studerende og drømmer om at blive berømt på Instagram. Simon er på sit andet sabbatår og lige vendt hjem fra en blaffertur til Kasakhstan. Max er lige begyndt på HF efter at have droppet sit job og drømmer om at blive stand-upper, 

Caroline har aldrig været i Aarhus før og skal snart begynde at læse. Hun vil også gerne have sin første kæreste. Den femte roomie, Oliver, er lige kommet ind på sit drømmestudie på universitetet og skal virkelig hænge i for at følge med.

Fest, flirt og fejebakker

Det eneste, de fem har til fælles, er, at de er singler og aldrig har mødt hinanden før. 

Når de fem flytter sammen og har et helt hus at holde styr på, kan de små problemer hurtigt blive store: Hvem har ikke taget opvasken, hvem har drukket den sidste øl, og hvem holdt fest i går og larmede hele natten? Og hvem pokker dyrker sex til franske gloser?

To af de fem roomies bliver højst overraskende forelskede i hinanden. Hvordan er det nu at bo sammen, når de to har mere lyst til en loveboat end et hus fyldt med fester, opvask og larmende roomies?

Billede {0} af {1}