’Tinkas juleeventyr’ med millionseertal og en VM-håndboldstart med endnu flere seere end ved EM-starten i 2016 giver TV 2 en seermæssigt flot start på julemåneden.
December viser sig fra sin allerbedste side, når både familiejulekalender og årets slutrunde i kvindehåndbold er i gang. Det skete i den netop overståede weekend, og seere og brugere var særdeles klar – både på tv og digitalt.
De tre første afsnit af TV 2s nye familiejulekalender ’Tinkas juleeventyr’ er set af 1.020.000 i snit – med henholdsvis 926.000, 1.035.000 og 1.096.000 til de enkelte afsnit. 49 procent af de danskere, der havde tændt for fjernsynet fredag, lørdag og søndag ved 20-tiden, så med på TV 2s nye julekalender.
Blandt de 20-60-årige var seerandelen til de tre første afsnit endnu højere, nemlig 55 procent. Det er den højeste share i denne aldersgruppe til de første afsnit af en julekalender på dansk tv siden TV 2s ’Jul i Valhal’ i 2005.
Målt på seernes kvalitetsvurdering har ’Tinkas juleeventyr’ fået en fin start med en gennemsnitsvurdering på 4,2 på en skala fra 1 til 5, hvor 5 er bedst. Det er en af de bedste vurderinger nogensinde til en nyproduceret familiejulekalender på dansk tv.
Også på streamingtjenesten TV 2 PLAY er ’Tinkas juleeventyr’ kommet flot fra start. Siden første afsnit blev gjort tilgængeligt på TV 2 PLAY fredag morgen, har interessen været stor og voksende. Sammen med TV 2-kanalernes julekalendere – især ’Natholdets julekalender’ på TV 2 ZULU, ’Alletiders Nisse’ på TV 2 og ’The Julekalender’ på TV 2 CHARLIE – dominerer årets julekalender med Tinka og Lasse weekendens hitlister for TV 2 PLAY.
’Tinkas juleeventyr’ engagerer også brugerne på tv2.dk og via den app, som bl.a. giver børn og voksne mulighed for at lave sjove videoklip og blive en del af en stor jule-musikvideo.
Læs mere om - og se flere billeder fra - 'Tinkas juleeventyr’ via dette link.
Forrygende start på kvindernes VM-håndbold
Også VM i kvindehåndbold gik i gang i Tyskland fredag, og de danske håndboldkvinder var i kamp på TV 2 både lørdag og søndag aften.
Lørdagens kamp mod Montenegro blev set af 941.000 seere i snit af de to halvlege. Da flest så med i slutningen af 1. halvleg, var seertallet 1.050.000 seere.
Søndagens sikre sejr over Japan blev set af 1.046.000 seere i gennemsnit af de to halvlege. Også her var seertallet højest i slutningen af 1. halvleg med knap 1,15 mio. seere.
Dermed er VM-håndbolden 2017 – trods den svingende danske indsats – kommet klart bedre fra start end sidste års EM-slutrunde, hvor Danmarks to første kampe mod Montenegro og Ungarn blev set af 893.000 i snit.
TV 2 dækker VM-håndbolden på TV 2, TV 2 SPORT, TV 2 PLAY, vm.tv2.dk og på sociale medier. Læs mere om dækningen her og se sendeplanen for TV 2 her.