En forrygende fødselsdagsuge

07. oktober 2013;
Af: TV 2 Kommunikation

Danskerne tog særdeles godt imod TV 2s fødselsdagsprogrammer. TV 2-direktør Merete Eldrup glæder sig over den store opbakning og det gode afsæt for kommende premierer.

Claus Elming og Sarah Grünewald var værter ved det store "Vild med dans"-show, der i anledning af TV 2s fødselsdag var rykket til Odense. (Foto: Henrik Ohsten / TV 2).

Seerfremgang på alle dage og forrygende seertilslutning til weekendens fødselsdagsprogrammer. Det blev det klare resultat af TV 2s fødselsdagsuge på skærmen, viser seertallene fra Gallup.

- Det har været en fantastisk uge sammen med danskerne, og jeg er meget glad for den store opbakning, der understreger seernes sammenhold med TV 2, siger administrerende direktør Merete Eldrup, TV 2.

Fødselsdagsprogrammerne betød, at TV 2 i uge 40 var større end ugens nummer to, tre og fire (DR1, TV3 og DR2) tilsammen. Blandt de 20-60-årige var TV 2 i sidste uge næsten dobbelt så meget set som DR1.

- Seertallene og vurderingerne til vores store fødselsdagssatsninger er endnu bedre, end jeg havde turdet håbe på i en uge, hvor alle kanaler har højsæson og leverer mange danske programmer. Fødselsdagsugen giver os desuden et stærkt udgangspunkt for den kommende tid, hvor TV 2 har flere premierer på fx ”Nybyggerne” og dokumentaren ”Blodets bånd”, hvor Knæk Cancer vender tilbage i uge 43, og hvor programmer som ”Vild med dans”, ”Rita” og ”Rundt på gulvet” fortsætter, siger Merete Eldrup.

To store TV 2-shows blev sendt fra Stadium Arena Fyn med cirka 2.500 tilskuere - det direkte ”Vild med dans” fredag og ”Det store fødselsdagsshow”, som blev optaget onsdag og sendt lørdag.

De tre ”Vild med dans”-programmer blev set af henholdsvis 1.273.000, 1.258.000 og 1.180.000 seere. ”Det store fødselsdagsshow” havde 1.198.000 og 1.155.000 seere – 154.000 flere seere end til TV 2s 20 års show ”Eleva20ren”. Samtidig lå seernes vurderinger meget højt – nemlig på 4,2 og 4,3 på en skala fra 1 til 5.

Lars Hjortshøj var vært ved TV 2s store fødselsdagsshow, der også foregik i Odense. (Foto: Per Arnesen / TV 2)

Onsdagens nye program med Morten og Peter havde flere end 900.000 seere, og mandagens særlige fødselsdagsudgave af ”Hvem vil være millionær?” er årets mest sete millionær-quiz.

Torsdag sendte ”Station 2” for første gang fra det mobile studie, som det har krævet en helt ekstraordinær indsats at få i luften – en udsendelse, som igen førte til opklaring af en alvorlig forbrydelse takket være seernes hjælp.

 

 

Læs om alle fødselsdagsprogrammerne her.

Læs flere artikler om "25 år med TV 2".

Se TV 2s 25 års fødselsdagssite her.

Se TV 2s fødselsdagsprogrammer på TV 2 Play.

 

 

Billede {0} af {1}