EM starter på mandag

30. maj 2008;
Af: TV 2 Kommunikation

I ugen op til EM-slutrunden ser Morten Ankerdal nærmere på de 16 deltagere - og lørdag kan fordrives med tilbageblik fra 1992.

Morten Ankerdal kigger nærmere på de 16 EM-deltagere i EM-studiet fra mandag 2. juni.

EM-slutrunden i fodbold sparkes i gang lørdag 7. juni kl. 18.00, men i virkeligheden indledes slutrunden allerede mandag 2. juni kl. 22.35. Her byder TV 2|SPORTENs EM-studievært, Morten Ankerdal, nemlig for første gang velkommen til EM-studiet.

Her vil Ankerdal sammen med TV 2s fodboldeksperter mandag til torsdag gennemgå de fire grupper ved EM. Hvem er favoritter, hvem kan overraske, og hvem skal seerne forvente sig noget ekstraordinært af?

Mandag gælder det gruppe A, hvor der bliver stillet skarpt på Portugals Christiano Ronaldo og EM-værterne Schweiz' muligheder for succes i gruppen med Tjekkiet, Tyrkiet og Portugal.

Tirsdag går EM-studiet tæt på gruppe B og en af EM-favoritterne Tyskland. De er havnet i gruppe med nabolandene Polen og Østrig og bør komme videre til kvartfinalerne - også selv om Kroatien har kvaliteterne til at levere en overraskelse.

Onsdag kigger Morten Ankerdal på dynamitgruppen med Italien, Frankrig, Holland og Rumænien. Gruppen tiltrækker sig også stor opmærksomhed, fordi den byder på en gentagelse af VM-finalen fra 2006 mellem Frankrig og verdensmestrene Italien.

Endelig skal gruppe D analyseres i EM-studiet torsdag 5. juni. Gruppen er særdeles interessant set med danske øjne, fordi banemændene fra kvalifikationsturneringen, Sverige og Spanien, hører hjemme her og må betragtes som favoritter. Men mon ikke de regerende europamestre Grækenland samt Rusland vil yde maksimal modstand.

Og så byder TV 2|SPORTEN på den optimale EM-optakt, lige inden det går løs i Østrig og Schweiz. Lørdag 7. juni fra kl. 12.10 kan man nemlig gense Danmarks EM-semifinale mod Holland og EM-finale mod Tyskland fra de glade dage i Sverige i juni 1992.

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}