”Dybvaaaaad!” på tour

29. januar 2014;
Af: TV 2 Kommunikation

Seersuccesen ”Dybvaaaaad!” med Tobias Dybvad i spidsen er tilbage på ZULU fra mandag 3. februar.

Tobias Dybvad er klar med "Dybvaaaaad! - de hoarste jokes", hvor han rejser rundt i Danmark og tager tv-programmer under kærlig behandling. (Foto: TV 2)

I efteråret slog standupshowet ”Dybvaaaaad!” seerrekord i sin tredje sæson, og nu er Tobias Dybvad igen tilbage på ZULU-skærmen. Fra mandag 3. februar er han klar med ”Dybvaaaaad! - de hoarste jokes”, der optages flere forskellige steder, og hvor især realityprogrammer tages under kærlig behandling.

Med hjælp fra de mange fans lover ZULU masser af grin, når komikeren indstiller sin særlige dybvadske linse og ser nærmere på de sjoveste klip, de største brølere og de tåbeligste tv-koncepter.

- Jeg glæder mig meget til at komme på tour med programmet. Vi ved jo aldrig helt, hvordan programmet former sig, da det er dikteret af tv-fladen. Det er altid en sjov proces, som jeg aldrig bliver træt af. Lige nu sidder jeg på et hotel i Val Thorens i Frankrig, hvor vi optager første afsnit i aften. Vi har et rigtigt sjovt manuskript og nogle stærke tv-klip, så jeg har en rigtig god følelse med første afsnit, som sendes på mandag, siger Tobias Dybvad.

Dybvad på udsolgt turné
Tobias Dybvad indleder sin turné i slipstrømmen af de danske gymnasieelevers hærgen i det sydlige Europa, når ZULU sender fra en bjergtop i skiområdet Val Thorens.

Derefter går turen til 11 danske byer, og seerne kan blandt andet glæde sig til en veloplagt Dybvad, der følger ”Big Brother-kongernes" fodspor i reality-hovedstaden Svendborg, og som gæster sin navnebrorby Dybvad i Nordjylland. Touren går også forbi blandt andet Holbæk, Odense og Vejle, hvor Dybvad leverer knivskarpe jokes om alt, hvad der ruller over skærmen.

Touren er så populær, at billetterne til optagelserne af ”Dybvaaaaad!” blev revet væk i løbet af 24 timer. Samtidig har ”Dybvaaaaad!” på Facebook næsten 90.000 ”synes godt om-tilkendegivelser”, og til stor glæde for Dybvad poster fansene masser af kommentarer og skæve ideer til kommende shows.
 
Hidtil har klip fra både SBS- og TV3-kanalerne i øvrigt været ’forbudt’ i ”Dybvaaaaad!”, men i fjerde sæson har SBS sagt OK til, at showet må vise klip fra SBS-kanalernes programmer.    

Læs mere om comedy-foråret på ZULU her.

 

 

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}