’Drengene mod pigerne’ – tæt på gymnasielivet i 3.g

Hans Bak Nielsen (yderst tv.) og Mikkel Jellesen (yderst th.) er ligeglade med at få høje karakterer. De kæmper sig med næb og kløer igennem gymnasiet. (Foto: Jeppe Svendsen / TV 2)

Hans Bak Nielsen (yderst tv.) og Mikkel Jellesen (yderst th.) er ligeglade med at få høje karakterer. De kæmper sig med næb og kløer igennem gymnasiet. (Foto: Jeppe Svendsen / TV 2)

01. februar 2017;
Af: TV 2 Kommunikation

To ny programserier på TV 2 – ’Pigerne mod drengene’ og ’Pisk eller gulerod’ – går tæt på uddannelse i gymnasier og folkeskolen.

I to nye dokumentarserier sætter TV 2 fokus på presset i gymnasierne og på undervisningen i folkeskolen.

I den første serie 'Drengene mod pigerne' følger vi i fire programmer en 3.g-klasse på Brønderslev Gymnasium. Vi følger elevernes op- og nedture gennem det, de selv kalder for et afgørende år for resten af deres liv. Der er premiere på serien på TV 2 onsdag 8. februar klokken 21.05, og afsnit 2 sendes 15. februar samme tid. Afsnit 3 og 4 sendes onsdag 1. marts henholdsvis klokken 16.05 og klokken 21.05 og genudsendes lørdag 4. marts klokken 13.15 og klokken 14.05.

Ambitiøse piger
Pigerne er meget ambitiøse og går målrettet efter 12-tallerne, mens drengene hellere slapper af, pjækker og ikke tager karaktererne så seriøst. Det er en tendens, som tydeligt ses på gymnasiet i Brønderslev og andre steder i landet.

- Der er et enormt stort pres på eleverne i gymnasiet i dag. Det oplever de i hvert fald selv. Og vi vil med denne dokumentarserie gerne give et indblik i, hvordan eleverne tackler de mange forventninger og det store pres, de oplever, siger dokumentarredaktør Lasse Bjerre, TV 2.

Ræset mod de høje karakterer er blevet forstærket. En helt ny undersøgelse, som blev offentliggjort for nylig, viser, at karakterræset er med til at presse flertallet af elever så hårdt, at de bliver lige så stressede som de 20 procent mest stressede voksne.

- Det bekræfter kun, hvor aktuelt og relevant det er at sætte fokus på denne problematik. Og vi håber, at programmerne vil give et bedre grundlag for at gøre os alle sammen klogere på den hverdag, som eleverne har i gymnasiet, siger Lasse Bjerre.

Se trailer her.

Pigerne overhaler drengene
Kontrasten mellem drengene og pigerne vokser. Pigerne kommer ud af gymnasierne med væsentligt højere karaktergennemsnit end drengene, og det kan de mærke rundt på universiteterne i Danmark.

Her fylder pigerne mere og mere på de prestigefyldte studier, hvorimod drengene sakker bagud. For 50 år siden var næsten alle nyuddannede læger mænd, hvorimod statistikken i dag viser, at to ud af tre medicinstuderende er kvinder. 

Rikke Sloth, der er en af de unge, vi følger, drømmer om at læse medicin på Aarhus Universitet, hvilket kræver et snit på 10,6.

- Det, der afspejler mig, det er, hvor god jeg er i skolen. Det er, som om man ikke længere er nok i sig selv. Man er nødt til at have en høj uddannelse for at bare være lidt synlig, fortæller Rikke Sloth.

3.g'eren Hans Bak Nielsen har evnerne til at score høje karakterer, men han har helt mistet motivationen, og karaktererne rasler ned.

- Anerkendelse kommer altså ikke af karakterer, siger Hans, der gerne vil være musiker.

TV 2 har haft en helt unik adgang, og vi er både med, når elevernes manglende indsats bliver drøftet på lukkede lærermøder, når advarsler deles ud, og når eleverne skal skrive den store skriftlige opgave i 3.g - SRP.

Programmerne er produceret af Dokumentarkompagniet & Radiator Film med støtte fra Den Vestdanske Filmpulje. Se første afsnit gratis på TV 2 PLAY fra onsdag 1. februar om aftenen.

Presset vokser på Nanna efter, at hun får et 7-tal til en fysikeksamen. Nanna stiler efter et karaktersnit på 10,8, så hun kan læse til dyrlæge. (Foto: Solveig Lydiksen / TV 2)

Pisk eller gulerod - hvad virker?
I den anden dokumentarserie 'Pisk eller gulerod', som vises på TV 2 fra onsdag 15. marts klokken 21.05, handler det om et eksperiment på en almindelig dansk folkeskole.

Det siges ofte, at det faglige niveau i folkeskolen skal hæves, hvis Danmark skal kunne klare sig på et stadigt mere globalt arbejdsmarked. Men spørgsmålet er hvordan? To hold lærere, der repræsenterer to forskellige undervisningsformer, hhv. pisk og gulerod, sættes ind i hver sin 7. klasse.

Pisk-lærerne underviser formelt og lærerstyret med fokus på traditionel tavleundervisning, repetition, regler og konsekvenser. Gulerods-lærerne underviser på en uformel og elevinddragende måde med fokus på tværfagligt projektarbejde i grupper og på processen frem for målet. 

Hvad virker bedst? Efter tre måneder bliver børnenes faglige viden målt og deres arbejdsmetoder vurderet. 

Dokumentarserien ’Pisk eller gulerod’, der ligeledes er i fire afsnit, er produceret af Dokumentarkompagniet med støtte fra Public Service Puljen.

----------

Læs også: Pigerne spurter fra drengene: Så stor er karakterforskellen nu

Billede {0} af {1}