Dokumentar på TV 2 går tæt på den danske folkeskole

28. februar 2008;
Af: TV 2 Kommunikation

"TV 2 dok." torsdag 6. marts afslører elendige forhold på danske folkeskoler.

"TV 2 dok." går 6. marts tæt på den fattige danske folkeskole.

Nedslidte bøger, borde og stole. Lokaler med så dårligt et indeklima, at elever og lærere bliver syge af at opholde sig i dem. Danske folkeskoler over hele landet er i elendig forfatning. Det afslører "TV 2 dok.: Den fattige skole" tordag 6. marts kl. 20.00.

Her fortæller 14-årige Kristian Saugbjerg fra Århus blandt andet:

- Vi har ikke ordentlige stole. Der er huller i gulvene. Vi mangler bøger, og her er dårligt indeklima, så jeg kan ikke koncentrere mig, fordi jeg bliver træt og får ondt i hovedet. Vi spilder en masse undervisningstid.

"TV 2 dok.: Den fattige skole" følger med Kristian Saugbjerg i skole og tager rundt i landet for at finde ud af, hvilke konsekvenser årtiers nedslidning af de danske folkeskoler har for eleverne og lærerne i hverdagen. Samtidig tager dokumentaren fat i det paradoksale i, at politikerne skærper kravene til fagligheden og taler - med statsministeren i spidsen - om, at den danske folkeskole skal være i verdensklasse.

For mens politikerne har et særligt fokus på, om de lever op til kravene om at blive fagligt dygtige, oplever folkeskolens elever mange og store forhindringer for at kunne leve op til kravene om højere faglighed.

38 procent af eleverne i de store klasser oplever problemer med indeklimaet, viser en undersøgelse fra Dansk Center for Undervisningsmiljø. Hver fjerde elev i 4.-10. klasse har ikke en ordentlig stol at sidde på. Og 60 procent af eleverne i de små klasser klager over toiletforholdene. Dét til trods for, at eleverne siden 2001 har haft ret til et godt undervisningsmiljø.

Inden valgkampen i efteråret lovede regeringen at afsætte penge til at renovere offentlige bygninger, herunder folkeskolerne. Men endnu er det ikke besluttet, hvordan pengene skal fordeles. De kommer tidligst på budgettet i 2009 og skal i øvrigt fordeles ud over de næste 10 års budgetter. Til den tid vil hundredtusinder af elever - herunder Kristian Saugbjerg og de nystartede 0. klasser - have forladt folkeskolen.

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}