Dokumentar: En gave fra himlen – eller for godt til at være sandt?

Mangemillionæren Casper Ludvig Christian Kastrup Augustinus (spillet af Esben Dalgaard) er en gave fra himlen for alenemor Amanda fra Hvidovre. Pludselig dukker han op ud af ingenting og opfylder alle hendes drømme. Det viser sig dog langsomt, at noget ikke er helt, som det ser ud til at være for. (Foto: Helle Moos / TV 2)

Mangemillionæren Casper Ludvig Christian Kastrup Augustinus (spillet af Esben Dalgaard) er en gave fra himlen for alenemor Amanda fra Hvidovre. Pludselig dukker han op ud af ingenting og opfylder alle hendes drømme. Det viser sig dog langsomt, at noget ikke er helt, som det ser ud til at være for. (Foto: Helle Moos / TV 2)

10. januar 2018;
Af: TV 2 Kommunikation

Den nyskabende og anmelderroste dokumentarserie ’En fremmed flytter ind’ har premiere på TV 2 mandag 22. januar 2018.

Af Andreas Relster, TV 2 Kommunikation

Mangemillionæren Casper Ludvig Christian Kastrup Augustinus er en gave fra himlen for alenemor Amanda fra Hvidovre. Pludselig dukker han op ud af ingenting og opfylder alle hendes drømme. Det viser sig dog langsomt, at noget ikke er helt, som det ser ud til at være. Manden er i virkeligheden storsvindleren Casper Rieper-Holm.

Det er omdrejningspunktet for den nyskabende dokumentarserie ’En fremmed flytter ind’, som TV 2 sender fra mandag 22. januar 2018.

I en spændingsfyldt blanding af fiktion og dokumentar oplever vi, hvordan en notorisk storsvindler, lystløgner og identitetstyv får adgang til en helt almindelig kvindes liv. Vi ser, hvordan han med lige dele charme og kløgt får det usandsynlige til at fremstå sandsynligt og løgnen til at fremstå som sandhed. 

Fra dokumentarserien 'En fremmed flytter ind': Casper (Esben Dalgaard) og Amanda på date. (Foto: Made in Copenhagen / TV 2)


At fare vild i jagten på det, vi leder efter

Med udgangspunkt i Amanda forstår vi indefra og ud, hvordan bedrag fungerer, hvordan grænserne rykker sig, og hvorfor vi alle sammen potentielt kan fare vild i jagten på det, vi leder efter.

Vi får samtidig indsigt i tankegangen hos en af Danmarks største svindlere og ser, hvor langt han vil gå for at holde løgnen i live, hvilket hans bagkatalog af løgneprofiler vidne om. 

Han har fx givet den som professionel ishockeyspiller, MTV-vært, HA-rocker, Lars Ulrichs manager, sushi-kok, racerkører, Greenpeace-dykker, narkosmugler, officer i Søværnet samt en lang række forskellige rigmandssønner.

Et af Casper Rieper-Holms mest berømte numre var, da han i 2009 ''reddede'' håndboldklubben Slagelse FH fra konkurs. Her udgav han sig som barnebarn til ejeren af en stor amerikansk fond og ''overførte'' 1,5 mio. kr. til klubbens konto. En overførsel, der bare aldrig fandt sted. 

Se trailer for 'En fremmed flytter ind' herunder.


Dokumentarisk nyskabelse

Dokumentarserien på i alt fire afsnit er samtidig unik, fordi Amanda helt ekstraordinært spiller rollen som sig selv i serien. Hun fortæller os ikke sin historie, men genoplever den over for skuespilleren Esben Dalsgaard, der som den eneste person i serien ikke spiller sig selv, men har rollen som Casper.

På den måde genoplever Amanda sit forhold med Casper Kastrup og ser nye aspekter af det edderkoppenet af svindel og løgne, som han undervejs spandt hende ind i.

Ved at gøre det dokumentariske til en form for skuespil opstår der på den måde for Amanda nye erkendelser omkring hendes oplevelser med Casper. Samtidig får vi gennem Amandas refleksioner en indsigt i, hvordan løgnen hurtigt kan blive til en sandhed, der i øjeblikket virker sandsynlig. Hvad der er rigtigt, og hvad der er opspind, bliver altså ikke kun i indhold, men også i seriens form, sat til debat. 

- Ud over at historien i sig selv er spektakulær, så medfører de særlige fortællemæssige greb, som vi bruger i denne serie, at vi kommer helt ind under huden på både Amanda og Casper, når vi ser historien gennem Amandas øjne. I den forstand bidrager serien til en af de vigtige ambitioner, vi har med dokumentargenren på TV 2: At være både nyskabende og i øjenhøjde med seerne på samme tid, siger TV 2-redaktør Nikolaj Daugberg.

'En fremmed flytter ind' blev vist som anmelderrost film i biografen i 2017, og filmen er netop blevet nomineret til en Bodilpris i kategorien bedste dokumentar. På TV 2 bliver filmen sendt som en dokumentarserie i fire dele.

De første to afsnit af 'En fremmed flytter ind' vises mandag 22. januar 2018 klokken 20.50 og klokken 21.25. De to sidste afsnit sendes henholdsvis mandag 29. januar klokken 20.50 og mandag 5. februar klokken 20.50.

’En fremmed flytter ind’ er produceret af Made in Copenhagen med støtte fra DFI, TV 2, Nordisk Film & TV samt Creative Europe.

Andre programmer sætter fokus på kærligheds- og netsvindel
I forbindelse med dokumentarserien 'En fremmed flytter ind' sender TV 2 to andre programserier, der sætter fokus på kærlighedssvindel og svindel på nettet.

Mandag 29. januar og mandag 5. februar - umiddelbart efter 'En fremmed flytter ind' - sender TV 2 de to danske dokumentarer 'Kærlighedssvindlerne' og den brudte tillid.

Hundredvis af danske kvinder oplever hvert år at blive snydt af den, de elsker. I 'Kærlighedssvindlerne' tager tre kvinder, der er blevet svindlet af den samme mand, sagen i egen hånd. Sammen forsøger de at blive klogere på, hvordan de lod sig svindle, og hvorfor de opdagede det for sent. Vi følger svindlersporet til Norge, hvor mindst seks kvinder har anmeldt den danske storsvindler.

Mandag 15. januar og de følgende to mandage sender TV 2 de britiske dokumentarer 'Mareridt på nettet'. Den første udsendelse har undertitlen "ribbet for millioner" og sætter fokus på svindel med kærlighedsforhold, som er blevet et globalt fænomen.

Det er nemmere end nogensinde at udgive sig for at være en anden på nettet. Og ofte bliver ofrene tilbudt en fantasi, der er så spændende, at de bliver betaget af den og ønsker, den er sand - og er villige til at betale nærmest hvad som helst for at realisere den.

I programmet møder vi kvinderne Liz og Mischele, der er blevet snydt godt og grundigt og endte med at betale tusindvis af pund til mænd, der levede af at lokke penge ud af kvinder på jagt efter kærligheden.

De to følgende udsendelser i serien 'Mareridt på nettet' har undertitlerne "overfald i cyberspace" og "den falske profil".

Billede {0} af {1}