Ditzel tager på badeferie … og TV 2 betaler regningen

Fra rejseprogrammerne 'Ditzel All Inklusiv', hvis første afsnit kan ses på TV 2 PLAY fra onsdag 31. maj. (Foto: Rasmus Gade / TV 2)

TV 2 PLAY går i luften med nye, eksklusive rejseprogrammer med Jacob Ditzel, der tidligere har trukket mange brugere til TV 2s streamingtjeneste.

TV 2 PLAY er tilbage med en eksklusiv, digital serie om verdens uden sammenligning værste rejsereporter, Jacob Ditzel. Denne gang går turen til Mallorca, og Ditzel har taget sin faste kompagnon Lars med på turen.

Sammen bliver de kastet ud i en lang række charterrejseklicheer og grænseoverskridende situationer, og det ender med at blive en rejse såvel ud i den store verden som helt ind i Ditzels inderste sind … hvilket selvsagt involverer både nøgenhed og spandevis af sangria.

Op ad bakke for rejseprogrammet
Udgangspunktet for TV 2 har været at hyre Ditzel og Lars til at producere et rigtigt rejseprogram, men Ditzel hører kun ”Mallorca” og ”betalt af TV 2”, og så skal han ellers ikke lave andet end at blive bronzefarvet i sydens sol. For han gider ikke se på gamle kirker eller fedtede drypstenshuler.

Lars har derimod lovet TV 2, at han nok skal holde Ditzel i kort snor og få produceret en stribe gode rejseprogrammer, og det bliver et langt, sejt træk overhovedet at få noget brugbart materiale med hjem fra turen.  

Du kan se første afsnit af 'Ditzel All Inklusiv' her.

Populær komikerduo
De to jyske drenge fra komikerduoen TurboModul, Lars og Charter, er efterhånden blevet kult inden for dansk satire og har en stadigt voksende fanskare. Med serien ’Ditzel All Inklusiv’ slipper de den yderst populære karakter Ditzel løs på den hidtil største legeplads, og der vil være garanti for masser af crazy satireunderholdning på TV 2 PLAY hen over sommeren. 

- Med Jacob Ditzel har TurboModul skabt en fantastisk morsom og sammensat karakter, og de mange fans elsker simpelthen at opleve verden igennem hans fuldstændigt unikke optik. Ambitionen med ’Ditzel All Inklusiv’ er at kaste Ditzel ud i en stribe nye, absurde, men også genkendelige situationer og ikke mindst gentage den enorme succes, som ’Jacob Ditzel & Jagten på Julemanden’ var på TV 2 PLAY i december sidste år, siger TV 2-producer Anders Jensen.

Det første af i alt seks afsnit kan ses på TV 2 PLAY fra onsdag 31. maj. Sidste afsnit udkommer i uge 27 lige inden industriferien. Der vil i perioden også være mulighed for på TV 2 PLAY at se eller gense en række andre programmer med TurboModul og Ditzel, herunder adventskalenderen ’Jacob Ditzel & Jagten på Julemanden’.