Dialogmøde med fokus på presseetik og kampen om sportsrettighederne

Alice (Anette Støvelbæk) og Otto Frigh (Bjarne Henriksen) fra 'Badehotellet' sæson 1. (Foto: Mike Kollöffel / TV 2)

Alice (Anette Støvelbæk) og Otto Frigh (Bjarne Henriksen) fra 'Badehotellet' sæson 1. (Foto: Mike Kollöffel / TV 2)

26. juni 2014;
Af: TV 2 Kommunikation

Seerfremgang til TV 2s hovedkanal, medieforlig, kampen om sportsrettigheder, madprogrammer på TV 2, Qvortrup og Lars Løkke-dækningen var nogle af emnerne på TV 2s møde med lytter- og seerorganisationerne.

På årets første dialogmøde mellem TV 2 og lytter- og seerorganisationerne, som fandt sted 19. juni på Kvægtorvet i Odense, glædede TV 2s administrerende direktør, Merete Eldrup, sig over, at TV 2s hovedkanal er begyndt 2014 med fremgang i seerandelen i forhold til året før.

Direktøren lagde heller ikke skjul på, at det har betydning for TV 2, at tv-seningen er lidt vigende, og at danskerne ser mere tv on demand på computer, tablet og mobiltelefon.

- For traditionelt flow-tv og for TV 2 er det en udfordring, fordi vi i høj grad lever af reklamer. Heldigvis oplever vi, at vores digitale tv-tjeneste TV 2 PLAY er i en rivende udvikling og har rundet 100.000 betalende abonnenter, for også på nettet er betalingsvilligheden steget. TV 2 PLAY er en betalingstjeneste, for vi kan ikke forære noget væk på nettet, som vi får penge for andre steder, sagde Merete Eldrup, som samtidig kan se en udvikling, hvor mulighederne for frit valg af tv-kanaler bliver større, og hvor efterspørgslen efter de største tv-pakker er vigende.

Abonnementsbetaling stabiliserer økonomien
Det nyligt indgåede medieforlig handlede mest om DR og licensen og ikke meget om TV 2, som har fået politisk accept af prisen for TV 2s hovedkanal i årene 2015-2017.

- Abonnementsbetalingen til TV 2s hovedkanal er baggrunden for, at TV 2s økonomi er stabil. På reklamemarkedet kan vi ikke se noget opsving på nuværende tidspunkt, sagde Merete Eldrup, som også glædede sig over succes på TV 2 med dagsordensættende dokumentarprogrammer og med dramaserien ’Badehotellet’.

Fra deltagerne i dialogmødet fik Merete Eldrup bl.a. opfordring til bedre markering af genudsendelser på skærmen eller i programoversigter, overvejelse af senere sendetidspunkter til nyhedsudsendelser om sommeren, visning af flere nyheder på tekst-tv og et spørgsmål om fordelingen af medarbejdertal på Kvægtorvet og Teglholmen.

- Vi har ikke skåret aktiviteter væk i Odense, men væksten er sket i København på det seneste. Man skal dog være opmærksom på, at vi har investeret kraftigt i Odense og nærmest har fordoblet antallet af kvadratmeter. Herudover har vi brugt mange penge på nyt nyhedsstudie, på sportsstudie og på HD-investeringer på Kvægtorvet, sagde Merete Eldrup.

Bo Spellerberg fra KIF Kolding København. (Foto: Jens Nørgaard / TV 2)

Skærpet kamp om sportsrettigheder
Et hovedemne for dialogmødet var situationen på sportsrettighedsmarkedet og en gennemgang af arbejdet på TV 2s sportsredaktion. Sportschef Frederik Lauesen slog fast, at TV 2s hovedkanal især har fokus på de allerstørste sportsbegivenheder, f.eks. OL, EM- og VM-slutrunder foruden Tour de France og dansk håndbold, og at TV 2s sportsudsendelser udgør en meget betydelig del af danskernes sportssening.

- I 2013 sendte TV 2s hovedkanal to procent af al den sport, der blev sendt på tv, og samtidig stod TV 2 for 31 procent af danskernes sportssening, sagde Frederik Lauesen, inden han gik tættere på markedet for sportsrettigheder.

Sport er fortsat en attraktiv vare på tv-markedet, og det skyldes bl.a., at sport skal ses og opleves, når begivenhederne sker - og ikke bare kan ses on demand, når det passer os.

- Sport har altid været dyrt, men de største sportsbegivenheder bliver dyrere og dyrere. De store sportsrettigheder er det eneste sted i samfundet, der ikke har fundet ud af, at vi har finanskrise, sagde Frederik Lauesen.

Sportskøbmænd vil sælge rettigheder til hele verden, mens TV 2 alene har brug for rettighederne i Danmark.

- Sammen med DR bød vi højt for at kunne vise Danmarks fodboldlandskampe på landsdækkende tv, men vi ville ikke købe alle de andre kampe end Danmarks, som vi skulle tage med i handelen, og vi kunne heller ikke købe rettigheder for hele Skandinavien. Derfor er landskampene på Kanal 5 de kommende fire år, sagde Frederik Lauesen.

Sportsfans elsker at diskutere
”Hvorfor skal der være så meget sendetid med mange eksperter før og efter en kamp til at fortælle folk, hvad de snart skal se, eller hvad de lige har set?”, blev Frederik Lauesen spurgt – og han sagde, at sportsfans er et særligt folkefærd, der elsker at diskutere.

- Lad mig komme med et eksempel fra EM-slutrunden i herrehåndbold i Serbien i 2012. Efter en kamp var der ikke lang tid til at runde af, fordi TV 2 skulle sende nyheder, så vi lod EM-studiet fortsætte på NEWS, hvor omkring 800.000 slog over og så med, da vi nørdede videre om den netop overståede håndboldkamp. Den seervandring til et EM-studieprogram sikrede det højeste seertal nogensinde på TV 2 NEWS.

Flere deltagere i dialogmødet roste TV 2 for at holde fokus på det sportsfaglige, men der var også beklagelser af, at TV 2 på et tidspunkt nedlagde det kritiske sportsmagasin ’LPS’.

- Jeg forstår godt jeres ærgrelse, for ’LPS’ havde fat i noget rigtigt, men programmet mistede desværre mange seere gennem årene, sagde Frederik Lauesen.

Deltagere i dialogmødet opfordrede TV 2 til at skabe programmer – i sports- og livsstilsgenren – der sætter fokus på den store trend om løb, sundhed, træning, motionscykling o.l.

Andre foreslog baggrundshistorier om unge, der er på vej til at blive sportsstjerner, om at lære danskerne regler i nye sportsgrene, som kan dyrkes på tv, og om fokus på andre og lidt mindre sportsgrene end fodbold og håndbold. Og der var roser for, at TV 2 i 1989 havde satset og gjort Tour de France til en stor begivenhed på dansk tv.

- Jeg vil gerne kunne boltre mig på en platform, hvor der kan præsenteres en række forskellige sportsgrene med dygtige danske idrætsfolk, og vi vil gerne udvikle nye tv-produkter. Tour de France-initiativet var genialt, men det er blevet sværere at opfinde det nye Tour de France, sagde Frederik Lauesen.

I 'Madklubben', der vendte tilbage med en ny sæson på TV 2 i sensommeren 2014, satte otte af de dygtigste danske kokke hinanden stævne på Holckenhavn Slot i Nyborg. (Foto: TV 2)

For mange madprogrammer på dansk tv
Et andet emne på dialogmødet var madprogrammer, som flere mødedeltagere mente, at der er for mange af på dansk tv i 2014.

TV 2s kanalchef, Lotte Lindegaard, sagde, at det næppe er TV 2s hovedkanal, der tænkes på, når der tales om mange madprogrammer i den bedste sendetid. TV 2 har derimod fokus på mad i nogle programserier uden for primetime – nemlig ’Go’ morgen Danmark’ og ’Go’ appetit’ ved 17.20-tiden.

- Mange danskere interesserer sig for mad, og ’Go’ appetit’ vil gerne give ny inspiration til god hverdagsmad, som danskerne kan lave derhjemme. I eftersommeren 2014 sender vi ’Madklubben’ med fantastiske og inspirerende kokke, som engageret viser deres kreative madkunst. Det er den eneste primetime-serie om mad på TV 2 i efteråret, så det er ikke TV 2, der driver rovdrift på madgenren, sagde Lotte Lindegaard.

Hun glædede sig over forårets succes med dagsordensættende dokumentarer, bl.a. ’Med børnene som våben’, der satte et vigtigt emne til debat og engagerede både seere og politikere. Også rejse- og livsstilsprogrammet ’Kurs mod fjerne kyster’ med familien Beha Erichsen blev fremhævet som et program fuldt af TV 2-værdier

Lotte Lindegaard kiggede frem på nogle af efterårets nye programmer, bl.a. ’Hofleverandørerne’ om det gode håndværk i traditionsrige og familieejede firmaer og ’Størst’, hvor Peter Ingemann rejser ud i verden og undersøger spektakulære fænomener.

- Peter Ingemann er ekstremt historieinteresseret og en virkelig god fortæller, og han leverer både moderne historiefortælling og geografioplysning. Programmerne er båret af stor passion, og man lærer noget, samtidig med at man bliver underholdt, sagde Lotte Lindegaard, der også løftede sløret for TV 2s ambitiøse planer på dramaområdet.

Lotte Lindegaard blev opfordret til at udvikle selvstændige programmer med religiøse temaer og en nyskabende, alternativ gudstjeneste – eventuelt bare én gang om året. Der var også forslag om at genudsende primetime-programmer kl. 22.40, så danskere, der f.eks. har været til møder eller foreningsarbejde tidligere på aftenen, kan se programmerne senere. En anden deltager kommenterede programserien ’Liebhaverne’ og vurderede, at programmerne især appellerer til rige.

I programmet 'Størst' rejser Peter Ingemann ud i verden og undersøger spektakulære fænomener. (Foto: TV 2)

Fokus på den journalistiske etik
Sidste indlægsholder på dialogmødet var seernes redaktør på TV 2, Lars Bennike, og han kommenterede bl.a. Henrik Qvortrups opsigelse på TV 2 og den debat, Se og Hør-sagen har skabt.

- Det ligger ikke i kulturen hos TV 2 at betale kilder for tip, og jeg kan ikke huske en eneste sag fra mine 24 år på TV 2, hvor man har betalt kilder for tip i journalistiske historier. I forlængelse af debatten har jeg foreslået, at det skrives ind i TV 2s etiske retningslinjer, at TV 2 ikke betaler for tip til journalistiske indslag og programmer, og det er nu sket, sagde Lars Bennike.

Der var ligeledes debat om Lars Løkke-historierne fra foråret om rejser på første klasse og Venstres betaling for tøj til partilederen. Lars Bennike vurderede, at det var en relevant journalistisk sag at dække, og han erklærede sig enig med Mogens Lykketoft og Pia Kjærsgaard i, at politikere må finde sig i at blive kigget i kortene. Især når man bejler til posten som statsminister.

- Nogle gange bliver der gået hårdt til Løkke og Thorning – og sådan er det at være toppolitiker i dag, sagde Lars Bennike, som også kommenterede dækningen af Venstres hovedbestyrelsesmøde i Odense tidligere på måneden, hvor flere medier på et tidspunkt rapporterede, at Løkke ville trække sig som formand.

- Jeg mener ikke, det var rygter eller gætterier, der blev viderebragt. Medierne fik en række oplysninger fra personer i den politiske inderkreds, og deres vurdering var, at Løkke ville gå af som formand. På NEWS blev der dog begået en fejl, da det blev skrevet på skærmen, at politisk redaktør Anders Langballe vurderede, at Løkke ville gå af. Det rigtige var, at kilder tæt på Lars Løkke vurderede, at han ville gå af.

- Medierne skal dække en sådan sag på nyhedskanaler og online, men i dækningen af en løbende sag er det vigtigt, at man forklarer og deklarerer. Der blev lavet nogle fejl, men der var dog også forbehold og nuancer, som blev nævnt mange gange i løbet af dagen, sagde Lars Bennike.

Dialogmødet diskuterede også mediernes dækning af den såkaldte skattesag vedrørende Helle Thorning-Schmidts mand, og det blev indskærpet at huske den kritiske sans over for forsøg på spin.

- Det er altid en afvejning hos medierne, som både kan få kritik, hvis de går for langt i deres angreb, og som kan få kritik, hvis de undlader at bringe oplysninger, som har samfundsmæssig relevans, sagde Lars Bennike.

Ros til dokumentar og frifindelse af ’Operation X’
Seernes redaktør kommenterede også dokumentarserien ’Med børnene som våben’ om børn, der ikke kan se den ene forælder efter konfliktfyldte skilsmissesager, som statsforvaltningen ikke har kunnet løse.

Reaktionerne fra seerne var helt overvejende positive. TV 2 har også fået meget personlige breve fra børn, som har lidt under savnet af en forælder, og fra en fraskilt far, som har oplevet, at tv-udsendelserne og debatten – på grund af hensynet til børnene – har banet vej for et bedre samarbejde mellem skilsmisseforældrene.

Lars Bennike oplyste om en frifindelse i landsretten af ’Operation X’-journalister, som tidligere var blevet dømt for ulovlig indtrængen hos en minkfarmer i forbindelse med et dokumentarprogram. Seerredaktøren kaldte det en sejr for pressefriheden, at medierne gerne må dokumentere, hvad der foregår – men det er ikke mediernes opgave at iscenesætte sagerne.

Dialogmødets deltagere roste TV 2 for ikke at lave indslag om tilfangetagelsen af journalist Jeppe Nybroe, selv om TV 2 og andre medier vidste, at han var gidsel i Syrien. ”Men er det kun sket, fordi Jeppe Nybroe er journalist og ”en af vennerne”?”, blev Lars Bennike spurgt.

- Nej, det synes jeg ikke, man kan sige. I sagen om de tilfangetagne søfolk Søren og Eddy dækkede TV 2 stort set ikke sagen i de to år bortset fra kort i starten og under en protestdemonstration. Det var først, da frigivelsen var en realitet, at dækningen på TV 2 for alvor gik i gang, sagde Lars Bennike.

Han blev spurgt om omfanget af henvendelser og klager til seernes redaktør. Lars Bennike sagde, at det øgede kendskab til seerredaktør-funktionen formentlig har ført til flere henvendelser, men at der ikke generelt kommer flere henvendelser til TV 2, og at der ikke er særligt mange politisk motiverede klager til TV 2.

Cirkeline sidder på sin datters værelse, der har stået tomt i mere tre år. Fra dokumentaren 'Med børnene som våben'. (Foto: Dokumentarkompagniet / TV 2)

Billede {0} af {1}