Det bedste af sommeren - serveret på TV 2 Fri

28. juni 2013;
Af: TV 2 Kommunikation

I de næste uger oser TV 2 Fri af skandinavisk, smuk og hyggelig sommer.

Ernst Kirchsteiger er indretningsarkitekt, og i sine programmer "Sommer med Ernst" tager han rundt i Sverige og hjælper forskellige familier med deres sommerlige gør-det-selv-projekter. (Foto: TV4 / TV 2)

I disse uger er TV 2 Fri i sommerhumør og giver sine seere endnu flere nye og inspirerende sommerprogrammer fra Danmark og Sverige.

Fra lørdag 29. juni sender TV 2 Fri daglige udgaver af den svenske livsstilsserie ”Sommer med Ernst”.

Programmerne byder på hyggelige sommerstunder med den svenske indretningsarkitekt Ernst Kirchsteiger, der sammen med sine hjælpere indretter og restaurerer smukke svenske huse, bygger udekøkkener og i det hele taget inspirerer til en smuk sommer - inde og ude!

Ernst Kirchsteiger går i luften hver dag ved 18-tiden, og programmet genudsendes de fleste dage ved 23-tiden.

Grillmesteren Christian Hellberg er vært i den svenske serie om mesterlige grill-opskrifter, "Kul på grillen". (Foto: TV4 / TV 2)

”Kul på grillen”
Søndag 7. juli klokken 20.30 er der premiere på det populære svenske madprogram ”Kul på grillen”, der giver de bedste og skarpeste tips til en vellykket grillsommer – fra barbecue til ananas og de lækreste fisk.

Det er kokken Christian Hellberg, der begiver sig ud i det svenske sommerland for at hjælpe amatørkokke rundt omkring med de bedste opskrifter.

Når laksen har hugget på en af stængerne, kan det tage op til en times kamp, før fisken kan landes i båden. (Foto: Flemming Pauk, TV 2/BORNHOLM)

Tre, to, én – fisk!
Fra mandag 15. juli blænder TV 2 Fri op for programmerne ”Laksedyst på Bornholm”, der er en reportageserie om ”Trolling Master Bornholm”. Med over 200 tilmeldte både er det Nordens største fiskekonkurrence.

Trolling er oprindelig en amerikansk sport, der er kommet til Danmark for 25 år siden. Sporten kræver masser af udstyr, for det handler om at have så mange fiskestænger i gang som muligt. Men jo flere stænger, man har gang i, des sværere bliver det samtidig at følge med i, hvad der sker nede i vandet, og om der er fisk på krogen.

Konkurrencen foregår i farvandet omkring Bornholm. Her er en deltager fanget med Hammershus i baggrunden. (Foto: Flemming Pauk / TV 2/BORNHOLM)

I konkurrencen på Bornholm er der en grænse på 10 stænger pr. båd, men det er også rigeligt at holde styr på for fiskerne.

I ”Laksedyst på Bornholm” er Peter Tanev vært. Programmerne følger både de heldige og mere uheldige både og ser, hvor store deres fangster er – en laks af en ordentlig størrelse skal faktisk veje nær de 10 kg.

Dysten foregår over fire programmer, og i finaleafsnittet er der selvfølgelig afsløring af, hvem der er Nordens bedste laksefisker. Og så strøs der med rund hånd masser af rigtigt gode tips til, hvordan man får fisk på krogen. 

De største fisk bliver taget til side under indvejningen, og så bliver de vejet på scenen under tv-udsendelsen. (Foto: Flemming Pauk / TV 2/BORNHOLM)

 

 

 

 

 

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}