De største øjeblikke 2014 - fra TV 2 til alle danskerne

01. december 2014;
Af: TV 2 Kommunikation

Cecilie Frøkjær, Divya Das og Morten Ankerdal er værter ved TV 2s store årskavalkade fra Operaen i København.

Divya Das, Morten Ankerdal og Cecilie Frøkjær i Operaen. (Fotos: Per Arnesen / TV 2)

Musik fra øverste hylde
- Det er altid en stor fornøjelse at kunne invitere danskerne med i Operaen til vores årskavalkade, og i år er ingen undtagelse, siger TV 2s event- og udviklingschef Ulla Pors Nielsen.

En festaften sammen med mennesker, der satte et aftryk på året, der snart er gået. Tre veloplagte værter, 1.200 publikummer og det bedste fra den danske musikscene. Dertil lægger vi højdepunkter fra 2014 fra både ind- og udland, og det hele ender i et 120 minutters rørende, storslået og musikalsk show, 'TV 2 014: De største øjeblikke', der sendes på TV 2 sidst i december.

Uanset om man har købt billet eller skal se showet hjemme i sofaen, bliver det til et gensyn med de største øjeblikke i året, der snart er gået. Fra ebola-epidemi og krig i Syrien til store sportspræstationer, rørende nyhedshistorier og ikke mindst et udpluk af det bedste fra den øverste danske musikhylde: Oh Land, Joey Moe, Medina, Lars H.U.G., Barbara Moleko, Rasmus Walter og Poul Krebs.

Fra Formel 1 til politik
Blandt gæsterne på scenen er blandt andre de to racerkørere Kevin Magnussen og Tom Kristensen, statsminister Helle Thorning-Schmidt, Venstres formand Lars Løkke Rasmussen, Ørkenens Sønner, komiker Martin Brygmann, triatlet-verdensmester Camilla Pedersen, Ironman-tvillingerne Steen og Peder Mondrup og ebola-sygeplejersken Kirsten Rold.

Billetter kan købes på billetnet her.

Danskernes egne største øjeblikke
Desuden opfordres danskerne til at bidrage med det, der var deres største øjeblik i 2014, og med hashtagget #mit2014 kan de sende deres bidrag via Instagram, Twitter og Facebook.

Det hele samles på mit2014.tv2.dk og på 'De største øjeblikke's hjemmeside, og de bedste bidrag har en chance for at komme med i programmet.

'TV 2 014: De største øjeblikke' optages i Operaen tirsdag 16. december og sendes på TV 2 sidst i december.

 

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}