De pressede danskere

Fra 'Søvnløs': Lone er en helt almindelig dansker med job, børn og fritidsinteresser, men hun kæmper hårdt for at få det hele til at hænge sammen på grund af manglende søvn. (Foto: Heartland / TV 2)

Fra 'Søvnløs': Lone er en helt almindelig dansker med job, børn og fritidsinteresser, men hun kæmper hårdt for at få det hele til at hænge sammen på grund af manglende søvn. (Foto: Heartland / TV 2)

25. februar 2015;
Af: TV 2 Kommunikation

Hver femte dansker føler sig stresset, og i hundredtusindvis lider af så alvorlige søvnforstyrrelser, at det har alvorlige konsekvenser for deres helbred.

Mange danskere er pressede! Nu undersøger TV 2, hvordan det er kommet så vidt, og hvad vi kan gøre ved det.

Fra mandag 2. marts 2015 og to uger frem sætter TV 2 fokus på ’De pressede danskere’. Både stress og søvnproblemer er et stigende folkesundhedsproblem, som rigtig mange danskere dagligt kæmper med, og som hvert år koster samfundet milliarder af kroner i form af sygedage, udgifter til sundhedsvæsen og tidlige dødsfald.

I en række dokumentarprogrammer, artikler, indslag og interviews vil TV 2 over to uger forsøge at gøre danskerne klogere på, hvorfor så mange af os bliver ramt af stress og ikke kan sove om natten, og ikke mindst komme med input til, hvordan vi kan få vendt den onde spiral.

Læs mere: Fældet af Stress og Søvnløs

- Vores mission er at skabe større opmærksomhed om de her meget ødelæggende – og tabubelagte – lidelser. Vi vil have danskerne til at lytte til advarselssignalerne og gøre noget ved problemerne, inden de ødelægger deres liv. Faktum er, at hver tiende dansker stort set hver dag har symptomer på alvorlig stress, og 300.000-400.000 danskere har så alvorlige søvnforstyrrelser, at det har seriøse konsekvenser for deres helbred, familier og sociale liv, fortæller programchef på TV 2, Thomas Breinholt, som fortsætter:

- Hvis vi med kampagnen ’De pressede danskere’ kan få bare nogle af vores seere til at stoppe op og tænke over, hvordan de lever deres liv og mærke efter, hvordan de egentlig har det, så er vi nået langt. Hvis vi også kan få folk til at vise omsorg og spørge deres kollegaer og venner om, hvordan de har det, når de begynder at udvise symptomer – så er vi nået endnu længere. Vi ønsker også at stille politikere og ledere spørgsmålet, om vi har indrettet samfundet og arbejdslivet på en måde, der gør flere af os syge.

Se trailer for TV 2s fokus på 'De pressede danskere'.

Heidi er stresset og stiller op i et TV 2-eksperiment for at se, om hun kan få bugt med stressen, inden det er for sent. (Foto: Gong Media / TV 2)

Dokumentar og debat
Udover at kunne se en række dokumentarprogrammer om emnet på TV 2 kan danskerne i løbet af de to uger finde masser af viden og guides på tv2.dk om stress og søvnproblemer, ligesom de vil kunne stille spørgsmål til eksperter om emnet og deltage i debatten om danskernes pressede hverdag.

I 'Go’ morgen Danmark' og 'Go’ aften Danmark' kan man møde danskere, der har problemerne helt inde på livet, og høre eksperternes bud på, hvad vi kan gøre ved det.

TV 2 Nyhederne ser på konsekvenserne af stress, der er skyld i en meget stor del af danskernes sygedage. Og TV 2-regionerne ser på, hvordan det ser ud i deres områder.

Programmer 4., 5., 10., 11. og 12. marts
4. og 5. marts kl. 20.00 sender TV 2 dokumentarprogrammet ’Fældet af stress’, hvor vi både møder danskere, der står ved afgrundens rand og er ved at miste kontrollen, og dem, der ikke lyttede til faresignalerne, men bukkede under og blevet syge af stress.

11. og 12. marts kl. 20.00 kan seerne i ’Søvnløs’ komme helt tæt på nogle af de trætte danskere, der om dagen kæmper for at overkomme jobbet og være til stede for familien, og om natten oplever desperationen over ikke at kunne sove.

Som optakt til 'Søvnløs' sender TV 2 10. marts kl. 21.25 ’Søvnløs i sengeafdelingen’, som er produceret med støtte fra IKEA. Her deler en stribe kendte og folkekære danskere åbenhjertigt ud af deres personlige oplevelser med søvnen på godt og ondt.

Du kan også se programmerne på TV 2 PLAY.

Fra 'Søvnløs i sengeafdelingen': I en underholdende og vedkommende tone deler en stribe danskere åbenhjertigt ud af deres allermest private, nemlig deres personlige søvnhistorier, blandt andre skuespiller og filminstruktør Søren Fauli (tv.) og fødevareminister Dan Jørgensen. (Foto: Heartland / TV 2)

Billede {0} af {1}