De danske OL-guldvindere varmer op til VM

Mikkel Hansen og landstræner Gudmundur Gudmundsson, Danmark. (Foto: Scanpix / TV 2)

Mikkel Hansen og landstræner Gudmundur Gudmundsson, Danmark. (Foto: Scanpix / TV 2)

04. januar 2017;
Af: TV 2 Kommunikation

Inden Mikkel Hansen og resten af det danske landshold skal afsted til VM i Frankrig, kommer de i gear til den store slutrunde med Bygma Cup. Se landsholdet i kamp på TV 2, TV 2 SPORT og TV 2 PLAY og følg turneringen på sport.tv2.dk

Kun få uger efter det danske kvindelandshold tryllebandt hele Danmark med nervepirrende kampe til EM i Sverige, er det blevet tid til mere spændende landsholdshåndbold på TV 2s kanaler.

Denne gang er det mændene, der skal i aktion. Først skal de spille tre kampe til Bygma Cup på hjemmebane i Danmark, og derefter skal de afsted for at forsvare de danske farver til VM i Frankrig.

Bygma Cup bliver spillet i dagene 5.-8. januar, og TV 2 stiller i stærkeste holdopstilling til den spændende turnering. Thomas Kristensen og Bent Nyegaard kommenterer de danske kampe, Morten Ankerdal er vært i studiet, og Lars Christiansen er ekspert.

Mod Ungarn i Gigantium
Til Bygma Cup skal Danmark møde tre hold, der også har kvalificeret sig til VM i Frankrig: Ungarn, Island og Egypten. Første kamp er mod Ungarn og bliver spillet i Gigantium i Aalborg torsdag 5. januar klokken 20.00. 

Ungarn var ikke med til OL, og da Danmark mødte dem til EM i Polen, vandt Gudmundur Gudmundssons hold en sikker sejr på 30-22. Så Danmark er umiddelbart favoritter til at løbe med sejren her, men Ungarn er et land med store traditioner inden for håndbold. De har deltaget i VM 18 gange og har et solidt hold, så danskerne skal ikke undervurdere dem.

Den danske håndboldspiller Casper U. Mortensen, der til hverdag tørner ud for den tyske klub TSV Hannover-Burgdorf.

I kamp mod VM-gruppemodstander
I den anden kamp ved Bygma Cup skal Mikkel Hansen og Co. op imod Egypten i Skjern Bank Arena fredag 6. januar klokken 20. Den kamp bliver ekstra spændende, fordi Danmark er i gruppe med Egypten til VM i Frankrig.

Egypten deltog i den olympiske håndboldturnering i Rio, men selvom de slog Sverige og spillede uafgjort med værtsnationen Brasilien, kom ørkennationen ikke videre end til gruppespillet.  Det danske hold skal bruge kampen mod Egypten til at kigge nærmere på den kommende VM-modstander, som de ikke kender særligt godt, og få de sidste aftaler og spilmønstre på plads inden VM.

De islandske vikinger
I den tredje og sidste kamp til Bygma Cup skal Danmark i kamp mod Island. Kampen bliver spillet søndag 8. januar klokken 20.00 i Ceres Arena i Aarhus.

Island var ikke med til OL og har generelt skuffet siden holdets stjernestund, der gav sølvmedaljer ved OL i Beijing i 2008. Men islændingene har kvalificeret sig til VM i Frankrig og har en del spillere, som tjener deres løn i 888ligaen i Danmark, så de skal nok yde kvalificeret modstand over for de danske drenge.

Alle kampe bliver vist
De danske kampe til Bygma Cup bliver vist på TV 2, men der er også mulighed for at se de kampe, som Danmark ikke spiller. De bliver vist på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY, ligesom Bygma Cup nyhedsdækkes på sport.tv2.dk

Billede {0} af {1}