De danske jurymedlemmer til Cannes Lions 2011 er fundet

23. februar 2011;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2 er den danske repræsentant for Cannes Lions, der netop har udpeget danske medlemmer til de internationale juryer ved sommerens store reklamefestival.

Partner og direktør i Mensch, Frederik Preisler.

Når verdens største reklamefestival Cannes Lions gennemføres næste gang 19.-25. juni 2011, bliver det bl.a. med deltagelse af to danske jurymedlemmer, som netop er udpeget.

De danske jurymedlemmer er partner og direktør i Mensch, Frederik Preisler, og partner og creative director Jakob Kahlen, Hello Monday. De har fået jurypladser i henholdsvis film- og cyber-kategorierne, og de ser begge frem til den store udfordring.

Frederik Preisler
i filmjuryen
Partner og direktør i Mensch, Frederik Preisler, er taknemmelig for den tillid, som er vist ham ved udpegningen som jurymedlem i film-kategorien ved Cannes Lions 2011.
 
- Jeg vil gøre mit bedste for at leve op til tilliden, for det her ér stort. Uanset at der snakkes om award-uddelinger mange steder, er Cannes Lions verdensmesterskabet, når det gælder reklame. Og jeg glæder mig til at være en del af VM i reklame, hvor vi forhåbentlig kommer til at opleve, at Danmark skal spille en rolle, når der uddeles priser. Jeg kan selvfølgelig ikke favorisere Danmark, men jeg lover at kæmpe som en - nå, ja – løve, for at vi ikke bliver snydt, siger Frederik Preisler.

Partner og creative director i Hello Monday, Jakob Kahlen.

Jakob Kahlen
i cyber-juryen
For Jakob Kahlen, partner og creative director i bureauet Hello Monday, er juryjobbet i cyber-kategorien et ”drømmested at være”. Også selv om han allerede er godt vant i kraft af bl.a. formandsposten for Creative Circle’s website-jury og juryposten i Webby Awards, der af mange betegnes som webbranchens svar på Oscar-uddelingen.

- Cannes Cyber Lions er det ultimative sted, når det handler om de kreative, digitale reklameløsninger, og jeg glæder mig utroligt meget til at komme i dybden med verdens mest kreative digitale reklamer og til at udveksle erfaringer med creative directors fra store, internationale bureauer, siger Jakob Kahlen og fortsætter:

- Hello Monday er et lille og uafhængigt bureau med 15 medarbejdere samt kunder i Danmark og USA, mens andre jurymedlemmer kommer fra internationale bureauer med flere hundrede medarbejdere. I de seneste år har vi været så heldige at vinde flere awards sammen med vores kunder, og Hello Monday’s evne til at skabe prisvindende, kreative løsninger til store kunder som Google, Victoria's Secret og Playstation - til helt andre budgetter end hos de store internationale bureauer - er der givetvis blevet lagt mærke til i branchen.

Kommerciel direktør Flemming Rasmussen, TV 2. (Foto: Miklos Szabo / TV 2)


TV 2 og Cannes Lions
TV 2 har siden 2008 været den danske repræsentant for Cannes Lions, og igennem årene har TV 2 foldet dette repræsentantskab ud over flere forskellige aktiviteter, bl.a. en intensiv nyhedsdækning under selve Cannes Lions.

- Når TV 2 har engageret sig stærkt i Cannes Lions, er det sket for at øge reklame-kreativiteten og bringe fagligheden i Cannes hjem til Danmark. Festivalarbejdet skal være med til at inspirere reklamebranchen og TV 2s kunder, ligesom TV 2 bliver bedre til at rådgive om kreative og nyskabende reklameløsninger. På den måde kan vi være med til at sikre vore seere og brugere en bedre oplevelse på TV 2s kanaler og på tv2.dk, siger Flemming Rasmussen, kommerciel direktør på TV 2.

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}