Danskerne fulgte prinsessen og EM-hyldesten på TV 2

31. januar 2012;
Af: TV 2 Kommunikation

To gange på fire dage har dansk tv sendt direkte velkomst-transmissioner – velkommen til prinsessen på Rigshospitalet og til EM-heltene i København.

Danmarks yngste prinsesse i nærbillede på Rigshospitalet i fredags.


Velkommen til verden – og velkommen hjem til Danmark.

Sådan har overskriften været for de to direkte transmissioner, som tv-kanalerne sendte til danskerne henholdsvis i fredags og mandag 30. januar.

Fredag formiddag sendte både TV 2 og DR1 direkte, da den nyfødte prinsesse sammen med forældrene, prins Joachim og prinsesse Marie, mødte pressen på Rigshospitalet. 

Mandag eftermiddag var endnu flere kameraer fra begge kanaler i gang, da de danske EM-guldvindere vendte hjem til stor dansk hyldest efter håndboldslutrunden i Serbien.

I begge tilfælde var TV 2 den tv-station, som danskerne klart foretrak at følge begivenhederne på.

Den timelange transmission fra Rigshospitalet blev i gennemsnit fulgt af 228.000 seere på TV 2, og det var næsten dobbelt så mange seere som på DR1 (117.000).

Samlet set var der tale om en flerdobling af seertallet på TV 2 og DR1 i forhold til, hvad der plejer at være på en fredag formiddag.

Dansk guldfest i Beograd - og mandag fortsatte festen i København. (Foto: All Over / Sportsagency / TV 2)


Flere end tre gange så mange seere på TV 2
Mandag eftermiddag kom de danske håndboldherrer hjem fra EM i herrehåndbold i Serbien med guldmedaljer om halsen. Det blev markeret allerede i luften, hvor spillernes fly blev eskorteret af to F16-fly. Efterfølgende blev spillerne hyldet både i Københavns Lufthavn og på Københavns Rådhus.

Både TV 2 og DR1 sendte, og igen var TV 2 den klart foretrukne kanal. Set over hele transmissionen klokken 12.20-17.02 havde TV 2 i gennemsnit 409.000 seere – og 647.000 seere, da der var allerflest seere på TV 2.

I det tidsrum (klokken 12.50-16.15), hvor DR1 sendte fra guldfesten, havde kanalen 127.000 seere i gennemsnit – cirka 30 procent af seertallet på TV 2.

Da allerflest danskere fulgte hyldesten af håndboldherrerne lige efter klokken 16, var der knap 800.000 seere på TV 2 og DR1 tilsammen.

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}