Dansk tv-premiere: "The X-Files: I Want To Believe"

31. maj 2011;
Af: TV 2 Kommunikation

På søndag 5. juni har TV 2 dansk tv-premiere på science fiction-thrilleren, der er baseret på tv-serien "X-files - Strengt fortroligt".

David Duchovny som Fox Mulder og Gillian Anderson som Dana Scully i den amerikanske science fiction-thriller "The X-files: I Want to Believe" fra 2008.


10. september 1993 løb første episode af tv-serien "The X-files - Strengt fortroligt" over skærmene i USA, og siden er det blevet til i alt 197 episoder og to spillefilm om FBI-agenterne Mulder og Scullys efterforskning af overnaturlige fænomener. 

På søndag har TV 2 dansk tv-premiere på den nyeste af de to spillefilm, der er baseret på serien, nemlig "The X-Files: I Want To Believe” fra 2008. I den spændende og nervepirrende thriller må Mulder og Scully tilbage i tjeneste i en sag, hvor en synsk præst er det eneste spor, forbundspolitiet har af en uhyggelig bande, der kidnapper og myrder uskyldige.

"The X-Files: I Want To Believe” har selvfølgelig de to stjerner fra tv-serien David Duchovny og Gillian Anderson i hovedrollerne, og filmen er instrueret af seriens skaber Chris Carter.

"The X-files: I Want to Believe" fra 2008 er en science fiction-thriller baseret på tv-serien "The X-files - Strengt fortroligt".

Sandheden er derude!
I de snedækkede bakker i det vestlige Virginia er en FBI-agent og en del kvinder forsvundet under mystiske omstændigheder, og det eneste spor, myndighederne har, er nogle groteske kvindelige ligrester, som bliver fundet i snedriverne langs hovedvejen. Den synske katolske præst Pater Joseph Crissman (Billy Connolly) påstår, at han kan se spor af morderne, men da FBI ikke ved, om han taler sandt eller falskt, har de brug for nogle eksperter i det paranormale. Derfor kontakter den unge FBI-agent Dakota Whitney (Amanda Peet) de to tidligere efterforskere af overnaturlige fænomener, Fox Mulder og Dr. Dana Scully (David Duchovny og Gillian Anderson), for at få dem tilbage i aktiv tjeneste.

Et bittert had til FBI
Det er dog ikke så nemt, for både Mulder, der lever alene som fuldskægget eneboer, og Scully, der arbejder som læge på et katolsk hospital, nærer et bittert had til FBI, fordi deres tidligere arbejdsgiver i sin tid ødelagde deres liv. Især Mulder har ikke ret meget lyst til at begive sig tilbage til sin mørke fortid, men alligevel lykkes det agent Whitney at lokke Mulder og Scully til at genoptage arbejdet

Spor af stor betydning
De opsøger Pater Crissmann, og han giver dem spor, der viser sig at have stor betydning. Men spørgsmålet er, om han selv er indblandet i forbrydelserne, eller om han rent faktisk kan se ting og spor, der er usynlige for andre mennesker? Han er ikke det mest troværdige vidne, for han er selv tidligere dømt. Efterhånden som Mulder og Scully efterforsker sagen, kommer de på sporet af noget, der tilsyneladende peger på en seriemorder, der ynder at partere sine ofre. Men de to garvede agenter opdager snart, at der også er mere på spil i sagen. Sandheden bag disse uhyggelige forbrydelser er derude - og kun Mulder og Scully kan finde frem til den.

-------------------------

Dansk tv-premiere på "The X-files: I Want To Believe" på TV 2 søndag 5. juni kl. 20.55. 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}