Dansk tv-premiere på 'Krummerne - alt på spil'

Lisbeth Wulff som Krumme Mor, Luca Reichardt Ben Coker som Grunk, Victor Stoltenberg Nielsen som Krumme, Henning Valin Jakobsen som Krumme Far og Martine Ølbye Hjejle som Stine i den danske familiefilm 'Krummerne - alt på spil' fra 2014. (Foto: Karin Blid Asbirk / TV 2)

Lisbeth Wulff som Krumme Mor, Luca Reichardt Ben Coker som Grunk, Victor Stoltenberg Nielsen som Krumme, Henning Valin Jakobsen som Krumme Far og Martine Ølbye Hjejle som Stine i den danske familiefilm 'Krummerne - alt på spil' fra 2014. (Foto: Karin Blid Asbirk / TV 2)

30. november 2016;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2 viser fredag 2. december en dansk filmperle for hele familien.

Fredag 2. december har hele familien Danmark mulighed for at se en sjov og hyggelig film sammen på TV 2, når der er dansk tv-premiere på 'Krummerne - alt på spil' fra 2014. Filmen er den sidste nye i film-rækken om den skøre og festlige Krumborg-familie, som bygger på Thøger Birkelands populære bogserie. 

I filmen kommer familien i problemer, da Krumme Far siger sit job op for at forfølge et flyvsk energiprojekt. I Berlingske fik filmen fire stjerner, og Louise Kidde Sauntved skrev: "...godmodig familiekomik i det lune hjørne, hvor sammenholdet er i højsædet".

Krumme Far siger sit job op
Det er en helt almindelig morgen hos Krummerne. Mads ”Krumme” Krumborg har brug for en ny cykel, så han kan deltage i et cykelløb mod naboskolen. Far lover at lave en ny cykel til ham, og det med en hjemmelavet cykel gør Krumme virkelig bekymret. Far er lærer på Krummes skole, men har problemer med alle de nye regler. Han vil helst bare undervise i sløjd, hvor han kan eksperimentere med sine opfindelser, der tit forvolder en del skade - især på skolens el- og computersystem.

Udover at Krumme mangler penge til en ny cykel, mangler søsteren Stine også likvider, så hun kan få noget ordentligt tøj på kroppen og komme på studierejse til Paris. Men det bliver svært for dem at få penge til de vigtige ting, for Krumme Far får nok af skolen og siger sit job op.

Nu vil han bruge sin tid på at lave en revolutionerende transformator i stedet - noget, Gruk hjælper ham med. Da et par svindlere får færten af farens opfindelse, og familien Krumborgs fremtid generelt giver grund bekymring, må Krumme og hans søskende træde i karakter og redde familien. Det er ikke så mærkeligt, at Krumme synes, det er svært at være 11 år.

Victor Stoltenberg Nielsen som Krumme og Rasmus Baltzersen som Tom i den danske familiefilm 'Krummerne - alt på spil'. (Foto: Karin Blid Asbirk / TV 2)

Instruktør: Barbara Topsøe-Rothenborg
Bag filmen står den danske filminstruktør Barbara Topsøe-Rothenborg. Hun begyndte sin karriere inden for film og tv allerede som seksårig, da hun spillede titelrollen i den populære tv-serie 'Nana'. I løbet af de følgende år medvirkede hun i ni film, blandt andet som Krummes kæreste Yrsa i de første 'Krummerne'-film. Hun producerede også flere tv-programmer og skabte sit eget tv-show 'Barbaras Galaxy'.

Efter et ophold på Bali nogle måneder flyttede hun som 21-årig til Los Angeles, og her har hun forfulgt en karriere inden for film og tv, både som producer og instruktør, samtidig med at hun også har været tilbage og arbejde i Danmark. Hun har instrueret den amerikanske version af 'Kærlighed ved første hik', der havde titlen 'The First Time', 'Krummerne: Alt på spil' og ungdomsdramaet 'EN-TO-TRE-NU!' samt tv-serier som 'Mit 50/50 liv' og 'SJIT Happens'.

Kendte danske skuespillere
I 'Krummerne - alt på spil' medvirker masser af elskede danske skuespillere. Blandt de kendte voksne kræfter er Lisbeth Wulff ('Anna Pihl', 'Lærkevej', 'Borgen'), Henning Valin ('Sommer', 'Bedrag', 'Broen'), Tommy Kenter ('Lad isbjørnene danse', 'Livvagterne', 'Rita'), Kirsten Norholt ('Julefrokosten', 'Familien Gregersen', 'Bryggeren'), Preben Kristensen (Linie 3, 'Charlot og Charlotte', 'Forbrydelsen'), Mia Lyhne ('Klovn', 'Camping', 'All Inclusive'), Frederik Meldal Nørgaard ('Den som dræber', 'Hvidsten Gruppen', 'Villads fra Valby'), Jens Jørn Spottag ('Hvidsten Gruppen', 'Drømmen', 'Arvingerne') og Lars Bom ('Strisser på Samsø', 'Rejseholdet', 'Dicte').

Talentfulde børn
Ud over de kendte voksenskuespillere optræder også en del talentfulde børneskuespillere i filmen. I rollen som Krumme ses Victor Stoltenberg, der også spiller sønnen Villads i 'Arvingerne'. Han har desuden også medvirket i den populære tv-serie 'Borgen'. Overfor Victor Stoltenberg medvirker Martine Ølbye Hjejle ('Lykke', 'Julestjerner', 'Fasandræberne'), Luca Reichardt Ben Coker ('Villads fra Valby'), Annabella Sørensen ('Loosers United') og Rasmus Baldersen ('Klassen'). 

Billede {0} af {1}