Dansk dokumentar om alderdommens svære valg

89-årige Anna Bjørslev står foran sit livs store beslutning. Hun har fået tilbudt en plejehjemsplads, men har endnu ikke besluttet, om hun skal acceptere og udskifte det store parcelhus med en plejehjemsbolig. (Foto: Moving Documentary / TV 2)

89-årige Anna Bjørslev står foran sit livs store beslutning. Hun har fået tilbudt en plejehjemsplads, men har endnu ikke besluttet, om hun skal acceptere og udskifte det store parcelhus med en plejehjemsbolig. (Foto: Moving Documentary / TV 2)

03. februar 2016;
Af: TV 2 Kommunikation

Debatskabende dokumentarserie sætter fokus på de store dilemmaer, spørgsmål og følelser, vi bliver mødt af, når vi og vores pårørende skal tackle det at blive gamle.

”Det er ingen kunst at blive gammel. Kunsten er at udholde det”.

Sådan har den tyske forfatter, videnskabsmand og filosof Goethe formuleret sig - og med god grund.

For med alderdommen følger ofte en lang række drastiske valg, som med ét forandrer alt og kan få store konsekvenser for, hvordan vi skal leve resten af livet. Komplekse beslutninger, som vi måske ikke selv er i stand til at træffe, og som derfor skal tages af de mennesker, der står os nærmest.

Tager hul på livets sidste kapitler

I tre nye dokumentarprogrammer med fællestitlen 'Til døden os skiller', som TV 2 sender fra torsdag 11. februar, følger vi fem ældre vestjyder, som alle kan se tilbage på et langt og indholdsrigt liv. 

Nu har de taget hul på et af livets sidste kapitler, og selvom de er indhentet af et svækket helbred, forsøger de sammen med deres pårørende stadig at fastholde de kvaliteter, som engang gav dem glæde og indhold i livet. 

Ægteparret Anders og Rita har været vant til at rejse ud og opleve verden sammen, men nu har 76-årige Anders mistet en stor del af sin førlighed og er blevet afhængig af hjemmeplejens daglige besøg. 

89-årige Anna skal forlade sit hjem og flytte på plejehjem, og det er overvældende og smertefuldt at skulle forlade den store villa, som hun og hendes mand byggede for mere end 40 år siden. 

Og hos Elin og Vagn skal der også træffes svære beslutninger. Siden deres bryllup for 56 år siden har de været uadskillelige. Nu er Vagn ramt af demens, men selvom han er plejekrævende, kan Elin ikke forlige sig med tanken om at sende ham på plejehjem.

Hvad kan og vil vi gøre for vores nærmeste?
For filminstruktørerne og ægteparret Mira Jargil og Christian Sønderby Jepsen var det netop det personlige dilemma, som inspirerede dem til arbejdet med dokumentarserien ’Til døden os skiller’.

- Før eller siden kommer vi alle til at stå i en situation, hvor vi skal forholde os til, hvor meget vi kan og vil gøre for de mennesker, som står os allernærmest. Hvor stort et ansvar vil vi selv tage for vores pårørende, når de bliver gamle, og hvor meget ansvar forventer vi, at samfundet overtager, fortæller de. 

For Mira Jargil og Christian Sønderby Jepsen, som begge er i 30’erne, har mødet med seriens gamle og deres pårørende været en væsentlig øjenåbner i forhold til deres egen alderdom.
 
- Arbejdet med serien har tvunget os til at overveje vores og vores nærmeste pårørendes krav og forventninger til alderdommen. Skal vi give afkald på vores livskvalitet, bare fordi vi bliver gamle, og kan det betyde, at vi skal overdrage ansvaret for vores eget liv til vores børn? Som filminstruktører er vi interesserede i de dilemmaer og følelser, der opstår hos vores medvirkende i disse afgørende øjeblikke, siger Mira Jargil og Christian Sønderby Jepsen og fortsætter:

- Vi har søgt efter karakterer med stærke viljer, der tager kampen op og gør sig umage. Vi har ønsket at fremhæve det, de kan, i lyset af det, de kæmper med og mod. Det har været vigtigt for os at holde fast i humoren og poesien - især når det har været gråt og håbløst. 

'Til døden os skiller' er produceret af Moving Documentary i samarbejde med Toolbox Film med støtte fra Det Danske Filminstitut og TV 2.

De tre programmer vises henholdsvis torsdag 11. februar, torsdag 18. februar og torsdag 25. februar - alle dage kl. 20.00.

Ægteparret Anders og Rita har været vant til at rejse ud og opleve verden sammen, men nu har 76-årige Anders mistet en stor del af sin førlighed og er blevet afhængig af hjemmeplejens daglige besøg. (Foto: Moving Documentary / TV 2)

Billede {0} af {1}