Dags Dato med mennesket i centrum

21. december 2011;
Af: TV 2 Kommunikation

Poul Erik Skammelsen er tilbage med en række stærke dokumentarprogrammer

Poul Erik Skammelsen er tilbage med "Dags Dato" i 2012

"Dags Dato" med Poul Erik Skammelsen skyder 2012 i gang med otte stærke dokumentarprogrammer, der på godt og ondt skildrer de meget forskellige virkeligheder, vi mennesker lever i, de vilkår, vi kæmper med, og de udfordringer, vi skal være parate til at møde og overkomme - frivilligt eller tvunget af omstændighederne. De nye programmer vises på TV 2 fra 2. januar 2012 og to uger frem.

- I denne sæson har vi valgt en række stærke dokumentarer med mange forskellige emner. Alligevel har de noget til fælles - de handler nemlig alle sammen om mennesker og deres fascinerende liv og skæbner, fortæller Poul Erik Skammelsen, og fortsætter:

- Programmerne spænder vidt - lige fra kvinden, der bliver suget op i en mega-tornado og filmer snurreturen undervejs, til de to teenagepiger, der vil have en kønsskifteoperation og blive drenge, fordi de inderst inde føler, de er bøsser begge to, og at de skal bo sammen. Det er fascinerende historier, men det er først og fremmest autentisk og virkeligt. Det er livet, som det også kan være.

Grov udnyttelse af børn
Den første dokumentar er fra BBC og hedder "Jagten på sigøjner-banderne". Det er en barsk beretning om grov udnyttelse af helt små børn, der tvinges til at tigge på gaderne i de europæiske storbyer. Det handler om grænseoverskridende, organiseret kriminalitet og skruppelløse sigøjner-bander - og om de mange penge, tiggerbørnene må aflevere så bagmændene i Rumænien kan leve et liv i luksus.

Den firårige sigøjner-pige "Alice" tigger sig til fem pund på Edgware Road i London.


Bryllup med døden i hælene
Senere gælder det den rørende historie om en ung og alvorligt syg kvinde, der forbereder sit bryllup, mens hun står på venteliste til en lungetransplantation. Lægerne har givet kvinden et halvt år at leve i, og både brud og brudgom forbereder sig på, at deres ægteskab kan blive meget kort.

Teenagepiger bliver bøssepar
Der er historier fra virkeligheden, som umiddelbart synes så aparte, at det kan være mere end svært at forholde sig til dem. En af dem er beretningen om to engelske teenagepiger, der beslutter sig for at skifte køn og blive drenge. De er kærester og kalder sig bøsser, selv om de er født som kvinder.

Dødbringende uvejr
I 2011 har vi været vidner til flere voldsomme uvejr, bl.a. blev USA i foråret ramt af over 200 tornadoer på bare tre dage. Det ekstreme vejr kostede 300 mennesker livet, og de kraftige tornadoer trak spor af ødelæggelser efter sig i ikke færre end 17 stater. Talrige byer lignede rene krigszoner efterfølgende, og mange af de indbyggere, der slap levende fra oplevelsen, mistede alt.

Sam og hans partner, Vega, hjælper med, når Dags Dato forsøger at finde en forklaring på, hvorfor så mange mænd ser porno på nettet.

Mænd og porno på nettet
I den mere muntre ende af skalaen ser "Dags Dato" nærmere på, hvorfor mange mænd er storforbrugere af internet-porno. Ofte opfatter vi det som noget, der foregår i det skjulte og i dybeste hemmelighed, men i England svarer næsten havdelen af mændene, at de ser porno på nettet i selskab med deres partner.

Susan Boyles utrolige forvandling
Blandt de nye "Dags Dato"-programmer er også et portræt af den usandsynlige superstjerne Susan Boyle. Hun blev kendt af hele verden på et øjeblik, da hun i 2009 med tøvende skridt gik på scenen i et talentshow på engelsk tv. Hun lignede mest af alt en yderst forsagt og forsømt kvinde, der havde sine bedste år langt bag sig, men hun tog fusen på alt og alle, da hun satte tiden i stå med sin smukke stemme.

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}