Christian Høgh Andersen til TV 2 NEWS

20. marts 2013;
Af: TV 2 Kommunikation

Den populære sportsvært har lyst til nye udfordringer – og dem får han på TV 2 NEWS.

Christian Høgh Andersen skal være nyhedsvært og livereporter på TV 2 NEWS. (Foto: Per Arnesen / TV 2)

TV 2|SPORTENs vært Christian Høgh Andersen skifter om kort tid til at være nyhedsvært og livereporter på TV 2 NEWS.

Det sker efter en periode som værtsvikar på NEWS i januar og februar, hvor Christian Høgh besluttede, at NEWS er den kanal, han gerne vil fortsætte på og udvikle sig med. Og TV 2 NEWS-chef Mikkel Hertz var med på dét forslag.

- Jeg er stadig vild med sport, så det vil jeg fortsat følge, men jeg har også brug for at videreudvikle mig fagligt og jobmæssigt. Det kræver nye udfordringer, og dem har jeg heldigvis fundet, siger Christian Høgh Andersen og fortsætter:

- Jeg indrømmer gerne, at jeg på NEWS møder flere historier, hvor jeg med kort varsel skal sætte mig ind i en problemstilling og formidle dem videre, selv om stoffet er nyt for mig. Det ukendte møder jeg i højere grad på NEWS, og det kan jeg godt lide – og det lærer jeg af hver eneste dag på NEWS.

Christian Høgh Andersen har – med egne ord – ”haft syv fantastiske år på TV 2|SPORTEN” som sportsnyhedsvært, som reporter ved Tour de France, VM i fodbold 2010 og OL 2012 samt som vært på Tour de France, det kritiske sportsmagasin ”LPS”, EM i kvindehåndbold, OL, boksning, Formel 1 og ”Stjernetræf”.

”En fremragende holdspiller”
TV 2s sportschef, Frederik Lauesen, ønsker Christian Høgh Andersen held og lykke på TV 2 NEWS – og sportschefen håber på et gensyn en gang imellem.

- Christians formidable evne til at omstille sig til opgaverne og altid løse dem fortrinligt gør ham til en fremragende holdspiller – og så er han tilmed fantastisk lun og en super god kollega. Jeg håber, at TV 2 NEWS vil leje Christian ud til os, hvis TV 2|SPORTEN i en periode har brug for en alsidig holdspiller af fineste karat til en stor og vigtig kamp, siger Frederik Lauesen.

Den nøjagtige dato for Christian Høgh Andersens start på TV 2 NEWS er endnu ikke fastsat.

 

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}