CHARLIE holder traditionen i hævd

26. november 2014;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2 CHARLIE – og kanalens seere - elsker traditioner. Derfor er der igen i år hyggelige kalendergaver til seerne i december.

TV 2 CHARLIE elsker traditioner, og derfor er der igen i år hyggelige kalendergaver til seerne. (Fotos: TV 2)

Siden december 2009 har TV 2 CHARLIE haft stor succes med CHARLIES kalendergaver, hvor kanalen hver dag åbner en hyggelig tv-overraskelse – typisk en populær film, et underholdningsshow eller en koncert med en stor kunstner.

Det gør TV 2 CHARLIE igen i år, og det sker hver dag kl. 20.25 – umiddelbart efter familiejulekalenderen ’Pyrus – Alletiders Julemand’. 

Kalendergaverne er ukendte for seerne indtil videre – men der kommer dog et hint om næste dags kalenderprogram, når CHARLIEs speaker på skærmen afslutter dagens kalendergave. Og det kan godt afsløres, at der mellem de mange kalendergaver er CHARLIE-førstegangsvisninger af gode, gamle danske film, af nye danske underholdningsshows og af et portrætprogram om en populær, dansk sanger samt klassiske film og musicals.

I juledagene byder CHARLIE både på krimi og underholdning. I dagene fra 25. december til 4. januar (bortset fra nytårsaften) sender kanalen den stærke, norske krimiserie ’Det tredje øje’, og efter krimien er der film, musical eller underholdningsshow på programmet.

CHARLIE sender det helt nye 'Charlies nytårsshow', der er optaget i Musikhuset i Aarhus.

Stærk nytårsunderholdning
Også 31. december er der masser af traditioner hos danskerne – og tradition for stærk underholdning på CHARLIE. I år skruer kanalen endnu mere op og markerer på bedste vis afslutningen på et stærkt CHARLIE-år med ’More Jacks’, en teaterkoncert om tilblivelsen af Danmarks første boyband.

Herudover sender CHARLIE et helt nyt nytårsshow, der optaget i Musikhuset i Aarhus. ’Charlies nytårsshow’ er et overflødighedshorn af kendte CHARLIE-gæster, skøn musik og god, gedigen underholdning. I spidsen for alle løjerne står CHARLIES populære værter Keld Heick og Jarl Friis-Mikkelsen. 

Efter midnat fortsætter festen på CHARLIE, som begynder 2015 med masser af fyrværkeri fra Edinburgh efterfulgt af en ABBA-koncert, og senere sender kanalen koncert med tyskernes schlager-stjerne Helene Fischer. 

 

 

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}