Badminton i verdensklasse fortsætter på TV 2 SPORT i årene 2018-2021

Det danske herredoublepar Mathias Boe og Carsten Mogensen er nogle af de stjernespillere, som fortsat kan følges på TV 2 SPORT. (Foto: Scanpix / TV 2)

Danmarks største sportskanal har sikret sig rettighederne i yderligere fire år til de største internationale badmintonturneringer.

TV 2 SPORT har forlænget aftalen med Badminton World Federation (BWF) om tv-rettighederne til den bedste internationale badminton i yderligere fire år.

Det betyder, at TV 2 SPORT også i årene 2018, 2019, 2020 og 2021 kan vise badminton i verdensklasse, herunder VM, Thomas Cup, Sudirman Cup og Uber Cup.

- Badminton er for TV 2 SPORT en kernerettighed, som har været med til at sikre sportskanalens position som Danmarks klart største af sin slags. Vi er super glade for, at vi fortsat kan dække både de danske og udenlandske verdensstjerner, når de konkurrerer rundt omkring i verden, siger TV 2s sportschef, Frederik Lauesen, og fortsætter:

- Mange danskere følger med i international badminton, og i det seneste halvandet år har seerinteressen nået nye højder under de danske herrers triumf i Thomas Cup i maj 2016 og ved Viktor Axelsens verdensmesterskab i august i år.

Frederik Lauesen kalder den internationale badminton fra BWF for et unikt produkt, som er af stor betydning for TV 2 SPORTs strategi.

Offentliggørelsen af den fornyede rettighedsaftale med BWF skete i forbindelse med dækningen af den største badmintonbegivenhed på dansk jord, Denmark Open i Odense.