Animeret påske på TV 2 FILM

20. marts 2013;
Af: TV 2 Kommunikation

Traditionen tro sender TV 2 FILM animerede film for hele familien i påsken, bl.a. er der dansk tv-premiere på ”Rango”, som Johnny Depp har lagt stemme til.

TV 2 FILM byder igen i år på animerede film for hele familien hver dag i skolernes påskeferie.

Fra mandag 25. marts til lørdag 30. marts sendes der en animationsfilm dagligt. Kl. 16 sendes filmen med dansk tale, og kl. 20.45 sender TV 2 FILM den originale version af filmen. Lørdag 30. marts er der dansk tv-premiere på den amerikanske animationsfilm ”Rango” fra 2011, som Johnny Depp har lagt stemme til.

Søndag 31. marts er der to forskellige animationsfilm på programmet, nemlig ”Sammys store eventyr” med dansk tale om eftermiddagen og ”Biler” på originalsprog om aftenen.

Se oversigten over påsken animationsfilm på TV 2 FILM herunder:

Sabeltigeren Diego, mammutten Manfred, menneskebarnet Roshan og dovendyret Sid i animationskomedien "Ice Age" fra 2002. (Fotos: TV 2)

Mandag 25. marts kl. 16.00 og 20.45: ”Ice Age” (2002)
For 20.000 år siden var en ny istid på vej, og alle vegne forsøger dyr at flygte fra denne trussel.

Da et menneskebarn er blevet væk fra sin far, slår dovendyret Sid, mammutten Manny, tigeren Diego og egern Scrat pjalterne sammen og trodser naturens rasende elementer for at bringe dem sammen igen.

Diego og Sid på nye eventyr i den amerikanske animationsfilm "Ice Age 2: På tynd is" fra 2006. Det er Michael Carøe og Jens Andersen, der har lagt stemmer til de to elskede figurer.

Tirsdag 26. marts kl. 16.00 og 20.45: ”Ice Age 2: På tynd is” (2006)
Temperaturerne stiger, og istiden er ved at være forbi. Alle dyrene hygger sig og elsker den nye verden - et smeltende paradis fyldt med springvand, gejsere, vandhuller og mudderbade.

Men da vennerne Manfred, Sid og Diego pludselig bliver klar over, at den smeltede iskappe vil oversvømme deres dal, bliver de nødt til at advare de andre dyr. Samtidig må de finde ud af, hvordan de slipper væk fra den oversvømmelse, der truer lige om hjørnet.

De lodne venner fra den iskolde "Ice Age"-verden er tilbage og klar til nye eventyr. Og her opdager dovendyret Sid, at der under isen findes en verden, der er fyldt med dinosaurer, i animationskomedien "Ice Age 3 - dinosaurerne kommer" fra 2009.

Onsdag 27. marts kl. 16.00 og 20.45: ”Ice Age 3 - Dinosaurerne kommer” (2009)
Manny, Ellie, Scrat og de andre pattedyr begynder alle at stifte familie, men dovendyret Sid har ikke nogen at stifte familie med. Han hugger derfor nogle dinosauræg.

Før han ved af det, har han rodet sig ud i noget af et eventyr. I mellemtiden er hans venner blevet bekymrede og tager ud på en mission for at finde deres lille ven. De erfarer dog snart, at isen gemmer på en hemmelighed.

Lewis er en genial opfinder, der kommer på en fantastisk rejse til fremtiden i et forsøg på at finde sin biologiske familie i den amerikanske animationsfilm "Min skøre familie Robinson" fra 2007.

Torsdag 28. marts kl. 16.00 og 20.45: ”Min skøre familie Robinson” (2007)
Den forældreløse vidunderdreng Lewis er besat af at finde sin biologiske mor. Til det formål har han opfundet en række ting, hvilket også har bragt ham på kant med omkring 130 forskellige plejefamilier.

Da lede folk ødelægger hans seneste opfindelse, bliver Lewis kontaktet af en dreng fra fremtiden, der tilbyder at tage ham med. Og så begynder tingene for alvor at tage fart.

Andrea E. Rudolph lægger dansk stemme til Piper (Amanda Byens), Timm Vladimir lægger dansk stemme til Rodney (Ewan McGregor), Martin Brygman lægger dansk stemme til Fender (Robin Williams) og Jesper Lohmann lægger dansk stemme til Ratchet (Greg Kinnear) i den amerikanske animationsfilm "Robotter" fra 2005.

Fredag 29. marts kl. 16.00 og 20.45: ”Robotter” (2005)
Rodney er en ung og idealistisk opfinder-robot, der gerne vil gøre verden til et bedre sted at være.

Men den mission vil Ratchet, der er chef for et stort, stygt multinationalt selskab, gøre alt for at forpurre, og samtidig må Rodney kæmpe med sin forelskelse i den sexede robot Cappy.

Rango påtager sig ønskerollen som byens sherif. Han erfarer dog snart, at der er stor forskel på at spille helt og så rent faktisk at være det.

Lørdag 30. marts kl. 16.00 og 20.45: ”Rango” (2011)
Rango, en kamæleon i identitetskrise, har aldrig været uden for sit terrarium, før han falder ud af sin ejers bil under en køretur gennem Mojaveørkenen.

Her finder han flækken med det sigende navn Støv, hvor der er noget ravruskende galt med vandforsyningen. Rango påtager sig ønskerollen som byens sherif. Han erfarer dog snart, at der er stor forskel på at spille helt og så rent faktisk at være det.

Havskilpadden Sammy ser som 50-årig tilbage på sit eventyrlige liv, der har bragt ham rundt i verdenshavene, i den belgiske animationsfilm "Sammys store eventyr" fra 2010.

Søndag 31. marts kl. 16.00: ”Sammys store eventyr” (2010)
Havskildpadden Sammy bliver født i 1959, og det er ikke småting, han oplever i de 50 år, det tager for ham at blive fuldvoksen.

Hippierne kommer og går, forureningen i verdenshavene tager til, og Sammy kæmper ligesom sine artsfæller for at overleve strabadserne på de store oceaner. Skal det lykkes ham atter at kravle op på sin fødestrand i 2009, så han selv kan sætte unger i verden?

Den rappe røde racerbil Lynet McQueen i den amerikanske Pixar-animationsfilm "Biler" fra 2006.

Søndag 31. marts kl. 20.45: ”Biler” (2006)
Den rappe røde racerbil Lynet McQueen har fart på karrieren og er på vej til Californien, hvor han skal være med i det store løb Stempel Cup. Men noget går galt på Route 66, og han ender i den lille søvnige flække Kølerkildekøbing, hvor han blandt andet møder den lækre Porsche Sally, den rustne, men pålidelige kranbil Bumle og den mystiske veteranbil Doc Hudson.

Efter at have tilbragt lidt tid sammen med den lille bys herlige indbyggere finder Lynet ud af, at der måske er vigtigere ting i livet end trofæer, berømmelse og sponsorater.

 

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}