22-nyheder – nu også i weekenden

’22NEWS’ varer knap en time, hvor seerne i den første del får et prioriteret nyhedsoverblik, mens der i anden halvdel bliver mere tid til at gå i dybden. (Foto: TV 2)

’22NEWS’ varer knap en time, hvor seerne i den første del får et prioriteret nyhedsoverblik, mens der i anden halvdel bliver mere tid til at gå i dybden. (Foto: TV 2)

04. oktober 2017;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2 NEWS er i luften med ’22NEWS’ fredag, lørdag og søndag, hvor du kan få det stærke nyhedsoverblik kombineret med debat, perspektiv og baggrund.

Fra den kommende weekend er der særlige 22-nyheder på TV 2s kanaler alle ugens dage: Mandag-torsdag med Poul Erik Skammelsen på TV 2 og TV 2 NEWS og fredag, lørdag søndag på TV 2 NEWS i form af ’22NEWS’ med værterne Karen-Helene Hjorth og Anders Havndrup.

- Vi tyvstartede søndag 1. oktober, og selv om vi ikke havde reklameret meget for det nye tiltag, blev det opdaget af en hel del seere. Vi glæder os meget til at arbejde videre med den nye udsendelse, hvor storskærmsgrafik skal være med til at fortælle nyhedshistorierne på en anderledes måde, siger chefredaktør Ulla Pors Nielsen, TV 2 NEWS.

’22NEWS’ varer knap en time, hvor seerne i den første del får et prioriteret nyhedsoverblik, mens der i anden halvdel bliver mere tid til at gå i dybden.  

- Det vil altid være weekendens dagsordener, vi arbejder med, men vi har også ambition om at have solonyheder i ’22NEWS’, som det i søndags var tilfældet med nyheden om det voksende antal tilfælde herhjemme af den farlige sygdom legionella. Herudover vil ’22NEWS’ – især søndag – give et kig på, hvad der venter os i den kommende uge, siger Ulla Pors Nielsen.

I front for udsendelsen er på skift de to NEWS-værter Karen-Helene Hjorth, der er på skærmen i den kommende weekend, og Anders Havndrup. 

’22NEWS’ vil arbejde tæt sammen med TV 2-regionerne for at sikre en stærk dækning af hele landet. I weekenden sker der meget på sportsfronten, og derfor vil ’22NEWS’ også have udvidet sportsdækning, ligesom udsendelserne orienterer grundigt om weekendvejret.

----------

Læs også: Flere og flere ser TV 2 NEWS

Billede {0} af {1}