13 Robert-nomineringer til TV 2-serier

Fra TV 2 CHARLIE-serien 'Mercur', der er Robertpris-nomineret i kategorien årets tv-serie. Også Andreas Jessen (tv.) og Neel Rønholt (th.) er Robertpris-nomineret i kategorierne for henholdsvis bedste mandlige og bedste kvindelige hovedrolle i en tv-serie. 'Mercur' kan ses på TV 2s hovedkanal i løbet af foråret 2018. (Foto: Christian Geisnæs / TV 2)

Fra TV 2 CHARLIE-serien 'Mercur', der er Robertpris-nomineret i kategorien årets tv-serie. Også Andreas Jessen (tv.) og Neel Rønholt (th.) er Robertpris-nomineret i kategorierne for henholdsvis bedste mandlige og bedste kvindelige hovedrolle i en tv-serie. 'Mercur' kan ses på TV 2s hovedkanal i løbet af foråret 2018. (Foto: Christian Geisnæs / TV 2)

10. januar 2018;
Af: TV 2 Kommunikation

For første gang er en TV 2 CHARLIE-serie, nemlig ’Mercur’, nomineret til Robertpriser. Serien kan opleves på TV 2s hovedkanal i løbet af foråret 2018.

Af Michael Hansen, TV 2 Kommunikation

2017 var TV 2s hidtil største fiktions-år med ni nye, danske serier i den bedste sendetid. Og fem af disse serier er nomineret til en Robertpris i tv-kategorierne, når priserne uddeles søndag 4. februar i København. 

Fra TV 2s hovedkanal er der nomineringer til ’Norskov’ (fire stk.), ’Rita’ (tre stk.) og ’Tinkas juleeventyr’ (to nomineringer), på TV 2 ZULU er den nye serie ’Perfekte Steder’ nomineret i kategorien årets korte tv-serie, og herudover er TV 2 CHARLIE-serien ’Mercur’ nomineret hele tre gange.

TV 2-miniserien ’Der kommer en dag’ er ikke nomineret, og det skyldes, at serien er en tv-udgave af spillefilmen med samme titel, som i 2017 vandt hele seks Robertpriser i filmkategorierne.

Årets tv-serie
I kategorien årets tv-serie er tre af de fem nomineringer gået til serier fra TV 2-kanalerne, nemlig til TV 2-serierne ’Norskov’ (sæson 2) og ’Rita’ (sæson 4) samt CHARLIE-serien ’Mercur’.

Fra DR1 er serierne ’Arvingerne’ (sæson 3) og første sæson af ’Herrens Veje’ nomineret i denne kategori.

TV 2-serien 'Norskov' har fået fire nomineringer, bl.a. i kategorien årets tv-serie. I kategorierne for bedste kvindelige og bedste mandlige hovedrolle i en tv-serie er både Mariana Jankovic og Jacob Hauberg Lohmann nomineret. (Foto: Mike Kollöffel / TV 2)

Årets korte tv-serie
I kategorien årets korte tv-serie er to af de fem nomineringer gået til serier fra TV 2-kanalerne, nemlig til TV 2-julekalenderen ’Tinkas juleeventyr’ og til TV 2 ZULUs nye kærlighedsserie ’Perfekte Steder’.

Fra DR3 er serierne ’Joe Tech’ og ’Yes No Maybe’ nomineret i denne kategori, og det samme er DR Ramasjang-serien ’Min mosters historier’.

Årets kvindelige hovedrolle i en tv-serie
I kategorien årets kvindelige hovedrolle i en tv-serie er tre af de fem nomineringer gået til TV 2-serier, nemlig til Mille Dinesen for hoved- og titelrollen i TV 2-serien ’Rita’, til Neel Rønholt for rollen som Anne-Marie Jensen i CHARLIE-serien ’Mercur’ og til Marijana Jankovic for rollen som 'Bonden's hustru, Claudia, i TV 2s serie ’Norskov’.

Fra DR’s serier ’Arvingerne’ og ’Herrens Veje’ er henholdsvis Trine Dyrholm og Ann Eleonora Jørgensen nomineret i denne kategori.

Årets mandlige hovedrolle i en tv-serie
I kategorien årets mandlige hovedrolle i en tv-serie er to af de fem nomineringer gået til TV 2-serier, nemlig til Andreas Jessen for rollen som Flemming Vestergaard i CHARLIE-serien ’Mercur’ og til Jacob Hauberg Lohmann for rollen som Casper 'Bonden' Bondesen i TV 2-serien ’Norskov’.

Fra DR’s serier ’Arvingerne’, ’Herrens Veje’ og ’Yes No Maybe’ er henholdsvis Carsten Bjørnlund, Lars Mikkelsen og Youssef Wayne Hvidtfeldt nomineret i denne kategori.

Fjerde sæson af TV 2-serien 'Rita' har opnået tre Robert-nomineringer, nemlig i kategorierne årets tv-serie, årets kvindelige hovedrolle i en tv-serie (Mille Dinesen som Rita (tv.)) og årets kvindelige birolle i en tv-serie (Charlotte Munck som Lea). (Foto: Per Arnesen / TV 2)

Årets kvindelige birolle i en tv-serie
I kategorien årets kvindelige birolle i en tv-serie er én af de fem nomineringer gået til en TV 2-serie, nemlig til Charlotte Munck for rollen som Lea i TV 2-serien ’Rita’.

Fra Kanal 5-serien ’Gidseltagningen’ er Alba August nomineret, og fra DR1-serierne ’Arvingerne’ og ’Herrens Veje’ er Lene Maria Christensen, Camilla Lau og Fanny Louise Bernth nomineret i denne kategori.

Årets mandlige birolle i en tv-serie
I kategorien årets mandlige birolle i en tv-serie er to af de fem nomineringer gået til TV 2-serier, nemlig til Christian Tafdrup for rollen som den onde prins Fileas i julekalenderen ’Tinkas juleeventyr’ og til Henrik Birch for rollen som politimanden Brammer i ’Norskov’.

Fra DR’s serier ’Arvingerne’ og ’Herrens Veje’ er Mikkel Boe Følsgaard, Morten Hee Andersen og Simon Sears nomineret i denne kategori.

Tre serier fra TV 2s kanaler i 2017 er ikke nomineret, nemlig Danmarks mest populære serie, ’Badehotellet’, serien ’Grethe’ samt femte og sidste sæson af ZULU-serien ’SJIT Happens’.

En række spillefilm, som TV 2 har støttet, er nomineret til Robertpriser i spillefilmkategorierne. Samtlige nominerede kan ses her. Nomineringerne er afgjort af respektive faggrupper af medlemmer af Danmarks Film Akademi.

Billede {0} af {1}