ZULU Awards blev torsdag aften afholdt i det nedlagte indkøbscenter METRO i København - 11 glade vindere tog en ZULU-kriger med hjem.
Det var en oplagt vært, komiker Martin Høgsted, der her til aften kunne skyde årets fedeste fest i gang blandt kølediske, kasseapparater og indkøbsvogne. Masser af festglade publikummer var mødt op for at hylde årets prismodtagere ved ZULU Awards 2015 og opleve nogle af Danmarks bedste kunstnere fyre den af på scenen.
11 statuetter uddelt
I alt 11 glade vindere kunne tage en af de populære ZULU Awards med hjem fra aftenens fest. Blandt andet blev S!vas kåret som "Årets nye danske navn", mens "Årets hit" blev "Kongens Have" af TopGunn. TV 2 ZULUs egen serie, 'SJIT Happens', vandt prisen for "Årets tv-serie", mens Anders Stegger og 'Go' morgen P3' modtog prisen for "Årets radioprogram".
- Det er altid en kæmpe fest at afholde ZULU Awards – og så ovenikøbet på denne superfede location, som kommer med en historie. ZULU Awards er årets fest med et utroligt dedikeret publikum, en super vært, glade vindere og store kunstnere, der går på scenen og fyrer den af. Selv om vi havde tusindvis af vores seere med til festen, håber jeg, at dem, der ikke var med, vil få en lige så stor fest foran skærmen, når vi viser ZULU Awards 2015, siger kanalchef for TV 2 Networks og dermed for TV 2 ZULU, Sune Roland Jensen.
ZULU Awards 2015 bliver sendt på TV 2 ZULU mandag 30. marts 2015 fra kl. 20.00.
Genudsendes på TV 2 lørdag 4. april kl. 21.00.
Se ZULU Awards 2015 når som helst på TV 2 PLAY.
---------
Se alle 11 vindere nedenfor.
ÅRETS NYE DANSKE NAVN
S!vas
ÅRETS HIT
Kongens Have - TopGunn
ÅRETS KVINDELIGE KUNSTNER
MØ
ÅRETS MANDLIGE KUNSTNER
Christopher
ÅRETS RADIOPROGRAM
Go’ Morgen P3
ÅRETS ORIGINALE TV-PROGRAM
Kurs mod fjerne kyster
ÅRETS TV-SERIE
SJIT Happens
ÅRETS TV-VÆRT
Tobias Dybvad
ÅRETS SKUESPILLER
Mads Mikkelsen
ÅRETS FILM
Fasandræberne
DET VI ALLE SAMMEN GRINTE AF
Breinholt og Brygmann får stød