LEDIGE STILLINGER

image

TV 2 søger en kundekonsulent med et stærkt servicegen til at servicere og supportere TV 2 PLAYs kunder på Kvægtorvet i Odense.

TV 2 PLAY er TV 2s streamingtjeneste, der giver mulighed for at se eller gense mange af TV 2s udsendelser. Vi arbejder dagligt med at imødekomme, udfordre og på sigt overgå brugernes forventninger til en streamingtjeneste. Du bliver en del af et vidtrækkende Kundecenter, som i det daglige har et tæt samarbejde med den kommercielle- og den digitale udviklingsafdeling, ligesom vi dagligt er i kontakt med redaktionerne på TV 2. I TV 2 PLAY Kommerciel har vi ansvaret for, at abonnementsbasen vokser. TV 2 PLAY er i rivende udvikling og du skal være med til at sikre, at vores kunder kommer godt med ombord.

Job- og ansvarsområder
Du bliver en del af et topmotiveret kundecenterteam med 15 andre kundekonsulenter, der arbejder i et stærkt fællesskab bundet sammen af engagement, passion, fokus på kunden og en rigtig god stemning. Sammen vil I servicere, supportere og rådgive TV 2 PLAY-kunderne via telefon, e-mail og chat om alt lige fra køb af TV 2 PLAY-abonnementer og teknisk fejlsøgning, til spørgsmål vedrørende vores app’s og udsendelser vist på en af TV 2-kanalerne.

Teamet arbejder med højt humør med en frisk og uformel stemning.
Du får en grundig oplæring, så du er godt rustet til at rådgive og supportere kunderne.

Personprofil
Det primære krav til dig er, at du har gode kommunikationsevner, både i tale og på skrift. Du byder ind med gejst, engagement og ikke mindst imødekommenhed. Desuden er det vigtigt, at du er mødestabil, selvstændig og ansvarlig.

Vi ønsker at give vores kunder en unik serviceoplevelse, og det er dig, der kommer til at gøre forskellen! Du trives med at møde kunden i telefonen og er smilende i stemmen og som person. Vi forventer, at du yder den bedste service, samt at du er salgsminded og stabil i din performance – også når du møder modgang. Ydermere forventes det, at du har en kvalitetsbevidsthed i dit job, er effektiv og ærekær omkring dit arbejde.

Vi forestiller os, at du har en stor og relevant viden om IT generelt, og har tillige erfaring samt interesse i at rådgive og hjælpe andre med at få deres IT til at virke. Du har evnen til at forklare de tekniske termer på en forståelig måde, samtidig med at du mestrer at finde ind til kundens behov og ønsker. Har du erfaring med telefonsalg og i særdeleshed retention fra tidligere stillinger, er dette en klar fordel, men ikke et krav.

Vi tilbyder
En fuldtidsstilling inkl. pension og med mulighed for mobiltelefon, bredbånd, sundhedsforsikring og deltagelse i sociale foreninger. Du skal arbejde i et ambitiøst og atypisk Kundecenter, hvor du får opbygget et netværk i en af Danmarks største medievirksomheder.

Dine vagter ligger fra kl. 8.00-16.00 på hverdage. Kundecenteret er bemandet på alle årets dage.

Ansættelse hurtigst muligt dog senest d.2/1 2018.

Vi afholder ansættelsessamtaler løbende, så send derfor din ansøgning snarest muligt.

Ansøgningsfrist:

10. december 2017

Såfremt du ønsker at høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte
Kristian Petersen
Kundecenterchef
krpe@tv2.dk