Udsendt 20. november 2013 kl. 10.30

”Tvillingerne og Julemanden” til hele familien

Når kalenderen siger 1. december, slår TV 2 lågerne op for den nye familiejulekalender, ”Tvillingerne og Julemanden”, som naturligvis kører i 24 afsnit helt frem til juleaften.

Hele familien kan glæde sig til ”Tvillingerne og Julemanden” på TV 2 fra 1. til 24. december. Her er tvillingerne Signe og Peter (Marie Højgaard Andersen og Martin Hempel Barkholt). (Foto: Per Arnesen / TV 2)

Sjov, spændende og lidt uhyggelig. Det er det, der bedst beskriver ”Tvillingerne og Julemanden”, som hele familien kan glæde sig til at følge på TV 2 fra 1. til 24. december.

Julekalenderen er et herligt gensyn med Julemanden Nicolas (Lars Hjortshøj), der er taget til Aalborg for at starte forberedelserne til julen sammen med sin kone, Julie (Camilla Bendix). Men let går det dog ikke. I en gyde i Aalborg møder Nicolas den mystiske Dr. Schwartz (Nicolaj Kopernikus), og det bliver starten på kampen om Lysets Sten. Heldigvis er tvillingerne Signe (Marie Højgaard Andersen) og Peter (Martin Hempel Barkholt) klar til at hjælpe Nicolas - helt frem til juleaften.

- ”Tvillingerne og Julemanden” byder på alt det, som en familiejulekalender skal: Masser af humor, en god fortælling, uhygge og spænding. Det er en fast tradition, at man i familien sammen kan tælle ned til jul i december i godt selskab med TV 2s familiejulekalender - og det lover jeg, at man også kan i år. I skal møde to skønne børn, der spiller tvillinger så godt, at man skulle tro, de var tvillinger i den virkelige verden. Og så er Lars Hjortshøj igen fabelagtig som Julemanden Nicolas. Så uden at afsløre for meget kan jeg bare sige: Glæd jer! siger TV 2s fiktionschef, Katrine Vogelsang.

Musik fra Mads Langer
Titelsangen til ”Tvillingerne og Julemanden” hedder ”En stjerneregn af sne” og er skrevet og komponeret af Mads Langer og produceret af Andreas Sommer. Det er første gang, Mads Langer skriver en titelsang til en dansk julekalender, og det var en opgave, han var glad for:

- Det var en rigtig fed udfordring. Som sangskriver er det spændende engang imellem at komme ud af sin comfort zone og skabe nogle dogmer for sig selv. Jeg har lavet fire plader nu og syntes, at det var spændende at skulle lave en julesang, fordi det egentlig ikke var noget, jeg havde forestillet mig, at jeg skulle, siger Mads Langer, der også glæder sig til at følge med i ”Tvillingerne og Julemanden”:

- Jeg tror, det bliver første gang, siden jeg var barn, at jeg skal se julekalender hver dag.

Familien på Klarupgaard og Julemanden Nicolas. Fra venstre: Far Anders (Casper Crump), Mor Nanna (Lærke Winther), storebror William (Alex Høgh Andersen), Julemand Nicolas (Lars Hjortshøj), tvillingerne Signe og Peter (Marie Højgaard Andersen og Martin Hempel Barkholt). (Foto: Per Arnesen / TV 2)

Jul på nettet
Også på jul.tv2.dk tælles der ned til juleaften med en masse aktiviteter og interessant læsning, som vil få dagene frem mod 24. december til at flyve af sted. 1. december starter det store julespil, ”Julemandens Gaveræs”, hvor der dagligt vil være mulighed for at vinde nogle helt fantastiske præmier, større adventspræmier og ikke mindst den store hovedpræmie 24. december.

Jul.tv2.dk vil blive opdateret med en masse eksklusive fraklip og interviews med holdet bag ”Tvillingerne og Julemanden”, og man vil komme til at lære karaktererne meget bedre at kende.

Som noget helt nyt kan man få endnu mere ud af jul.tv2.dks aktiviteter og spil med sin smartphone eller tablet. Med app’en ”Tvillingerne og Julemanden” kan man fra 1. til 24. december og med den tilhørende lågekalender hente selveste Julemanden fra julekalenderen frem - en teknologi, der hedder augmented reality. Se meget mere om dette på jul.tv2.dk.

"Tvillingerne og Julemanden" er produceret af Deluca Film med støtte fra Den Vestdanske Filmpulje, Aalborg Kommune, Visit Nordjylland, Hjørring Kommune og Spar Nord Fonden.

Producent er Morten Rasmussen, mens Camilla Hübbe og Anna Neye er seriens hovedforfattere. Seriens episodeforfattere er Tommy Bredsted, Lolita Bellstar, Camilla Hübbe og Anna Neye. For instruktionen står Tilde Harkamp.

Husk at der er mulighed for at se snigpremierer på alle afsnit af "Tvillingerne og Julemanden" på Play kl. 20. Allerede 30. november kl. 20.00 er første afsnit af julekalenderen tilgængeligt.

På Play kan seerne også hygge sig med sidste års julekalender "Ludvig og Julemanden".