Udsendt 8. juni 2011 kl. 10.00

Dokumentar: "Min smukke datter"

Torsdag 16. juni viser TV 2 Maya Albanas stærke dokumentar om at være barn i en voksen modelverden.

Mette og Caroline til møde på det danske modelbureau Unique før afgang til New York. (Foto: Niels Thastum / TV 2)


Hvordan giver en mor slip på det, hun elsker allermest – sit barn? Det er kernen af historien i den stærke dokumentar ”Min smukke datter”, som TV 2 viser torsdag 16. juni kl. 20.35. Filmen giver et unikt indblik i de ting, der sker, når en 15-årig pige skal til at bryde igennem som international topmodel.

Pigen hedder Caroline Corinth, og selv om hendes mor, Mette Corinth, godt kan se det unikke i, at hendes datter går en fremtid i møde som international model med rejser og gode penge, har hun også store betænkeligheder ved det. For kan modelbranchen tilbyde hendes datter et godt liv? Caroline er jo kun en stor pige, og Mette er bekymret for modelbranchens værdier, og at hendes datter skal gå glip af sin barndom.

Filmen er lavet af den filmskole-uddannede instruktør Maya Albana, der selv har været model og kender branchen indefra.

- Jeg forstår i dén grad en mors betænkeligheder i forhold til at sende sit barn videre ud i den voksenverden, som modelbranchen er. Men gennem mit arbejde med filmen har jeg fået stor respekt for det arbejde modelbureauet lægger i at være bindeled mellem barndom og voksenliv. For mig at se gør de en seriøs indsats for at håndhæve vigtige og sunde værdier i en flygtig og barsk business, siger Maya Albana.

Caroline Corinth fra "Min smukke datter". (Foto: Unique / TV 2)


Spået en stor, international karriere
Caroline blev opdaget af Unique Models, da hun var 12 år gammel. Bureauet spåede hende en stor, international karriere i modelbranchen og har tålmodigt ventet på at "breake" hende, til hun var voksen nok. Dét er hun nu! Folkeskolen er færdig, og tiden er inde til at søsætte Caroline internationalt.

Men Mette er splittet mellem sin forestilling om et godt liv med sunde værdier, og det, der skal til for at få en succesfuld karriere i en - for hende - ukendt branche. Hvis Mette stiller sig i vejen for modeldrømmen, forhindrer hun datteren i at udnytte sit livs store chance. Men hvis hun giver efter, skal hun leve med, at Caroline går glip af dele af sin ungdom for at arbejde. Og at hun som mor mister indflydelse og sin vante centrale plads i datterens liv. Hvad skal Mette stille op? Hun står midt i nogle svære valg.

"Min smukke datter" sendes på TV 2 torsdag 16. juni kl. 20.35.