Udsendt 12. august 2009 kl. 10.00

Annette Heicks sommer uden medicin

Efter det, som nogle læger har kaldt ”hokus pokus-behandling” af voldsom græsallergi, har tv-værten Annette Heick haft en sommer uden brug medicin, uden astma og med få allergiudbrud.
”Praxis” følger op på sagen i sæsonpremieren tirsdag 18. august.

Annette Heick blev i foråret "udsat for" en alternativ be-handling af hendes græspollen-allergi - indtil videre med et rigtigt godt resultat.

Hver sommer i de sene-ste 35 år har Annette Heick måttet fylde sig med astma- og allergi-medicin i fire-seks uger – med deraf følgende træthed som en af bivirkningerne – for overhovedet at komme igennem perioden med græspollen i luften.
 
- Jeg har fundet ud af, at jeg ikke er nogen almin-delig allergiker. Uden medicin følte jeg mig mere død end levende, så jeg har åbenbart altid været usædvanligt hårdt ramt, siger Annette Heick, der til gengæld har oplevet sommeren 2009 som meget anderledes end de tidligere somre.
 
TV 2s sundhedsmagasin ”Praxis” sendte i foråret Annette Heick til alternativ behandling mod allergien hos Torben Frank Andersen, AllergiKompagniet. Indslaget i ”Praxis” førte til en positiv seerstorm til TV 2, til ”Praxis” og til Annette Heick fra danskere, der ville have flere oplysninger om behandlingen af allergi.
 
I efterårets sæsonpremiere, der sendes tirsdag 18. august, følger ”Praxis” op på, hvordan behandlingen har virket for Annette Heick og på, hvordan lægevidenskaben forholder sig til resultatet af behandlingen.
 
Sommer uden medicin
Den alternative behandling har ført til, at Annette Heick i sommeren 2009 slet ikke haft astma og kun har haft få og mindre allergianfald med hævede øjne og kløe, og hun har – for omtrent første gang i cirka 35 år – ikke taget allergimedicin. Hun har derimod taget et par ekstra behandlinger hos AllergiKompagniet.

I sæsonpremieren på "Praxis" 18. august får Annette Heick foretaget en prik-test på Odense Universitetshospital. (Skærmprints: TV 2)

Ifølge Torben Frank Andersen sidder nøglen til allergi i hukommelsen. Han mener, at en uhensigts-mæssig refleks i underbe-vidstheden er den egent-lige årsag til allergi, og behandlingen går ud på at identificere og korrigere denne refleks, hvorefter de allergiske reaktioner forsvinder eller mindskes.
 
- Det er vildt, og jeg kan hverken forstå eller forklare det, hvis det viser sig, at den alternative behandling skulle have hjulpet. Jeg er rationalist og slet ikke til alternative behandlingsmetoder, og jeg vil helst kunne forklare alting ud fra almindelig logik, men jeg mangler ord her. Det irriterer mig, siger den 37-årige Annette Heick og fortsætter:
 
- Selv om en behandling hos Torben Andersen udefra ser stilfærdig ud og varer ganske kort tid, sker der noget voldsomt fysisk inden i mig. Det er svært at forklare, men det føles – undskyld det voldsomme billede - som om alle indvolde bliver vendt rundt og trukket ud igennem næsen.
 
I ”Praxis” 18. august tager redaktionen Annette Heick med til bl.a. prik-test på Odense Universitetshospital. Her taler redaktionen med en af de førende eksperter på området professor Carsten Bindslev-Jensen om, hvordan lægevidenskaben stiller sig til alternative behandlinger af personer med livslang allergi. Skal lægerne kigge de alternative behandlere over skulderen, eller skal lægerne fortsat have en slags ”patent” på behandlingen af allergi?