Udsendt 3. september 2008 kl. 13.00

Læringsstile er godt - men uden
engagement og begejstring går det ikke

Svend Erik Schmidt er en af de personer herhjemme, der ved mest om læringsstile. Premiere på "Skolen - verdensklasse på 100 dage" torsdag 4. september.

Svend Erik Schmidt er en af de danskere, der ved mest om læringsstile.

Den pædagogiske metode, der sammen med en visionær ledelse og entusiastiske med-arbejdere skal være med til at flytte Gauerslund Skole op i verdensklasse i TV 2-serien ”Skolen - verdensklasse på 100 dage, hedder læringssti-le.

Metoden blev udviklet af den snart 80-årige amerikanske professor Rita Dunn i 70'erne. Den forholdsvis høje alder forhindrer ikke Mrs. Dunn i fortsat at rejse verden rundt for at fortælle om læringssti-le. I begyndelsen af august i år besøgte hun Danmark og var bl.a. på Gauerslund Skole for at holde et foredrag og høre om det store skolepro-jekt.

En af de danskere, der ved mest om læringsstile, er Svend Erik Schmidt, Vorbas-se. Han var en af folkene bag TV 2-serien ”Plan B”, som blev vist i foråret 2007. Og det er også Svend Erik Schmidt, der står ledelsen og de ansatte på Gauerslund Skole bi i de 100 dage, projektet i den nye serie trækker sig over. Det første af i alt otte programmer vises torsdag 4. september.

Hørte om læringsstile første gang i 1998
Svend Erik Schmidt er 46 år og uddannet lærer fra Jelling Statsseminarium i 1986. Første gang han hørte om læringsstile var i 1998 på en studietur til New Zealand, og da han et par år senere - som en af de første danskere - var på kursus hos Rita Dunn i New York, blev han for alvor tændt på metoden.

- Filosofien bag læringsstile er, at alle mennesker lærer på forskellig måde. Nogle lærer bedst ved at se. De trives godt med den traditionelle tavleundervisning, som praktiseres mange steder i folkeskolen. Andre forstår og husker bedst det, de får fortalt eller hører. Nogle skal helst have materialet i hånden. De har behov for at røre det, de skal lære. Andre igen skal helst bevæge sig og bruge kroppen, mens de tilegner sig ny viden. De er gøre-børn, forklarer Svend Erik Schmidt.

- Læringsstile er ikke nogen mirakelkur. Det er et godt værktøj, der kan være med til at øge lærernes forståelse for elevernes bedste måde at lære på. Gøre-røre-børnene er typisk lidt til besvær i den traditionelle undervisning. De kan let blive urolige og ukoncentrerede. Læringsstile kan især for gøre-røre-børn give små gennembrud, der gør, at de får lyst til at lære mere.

- De børn, der enten lærer godt ved at se eller ved at høre har også stor fordel af, at læreren differentierer undervisningen, så alle får bedre mulighed for at lære. Det er naturligvis ikke sådan, at et barn kun kan lære på en af de fire måder, men barnet vil oftest have en eller to måder, hvor det fungerer bedst, siger Svend Erik Schmidt.

Udgangspunkt: Nummer 1197 ud af cirka 1600 danske folkeskoler
Ifølge en Cepos-undersøgelse lå Gauerslund Skole rent fagligt som nummer 1197 ud af ca. 1600 danske folkeskoler. Det er denne placering, projektet satser på at ændre radikalt på.

Første trin var at teste Gauerslund Skoles 487 elever for deres individuelle læringsstil. Næste trin var at undervise skolens ansatte i læringsstile. Selv om en del af lærerne kendte til læringsstile på forhånd, var det to kæmpeopgaver, hvoraf især den sidste bød på udfordringer. For hvem skulle lige tage sig af undervisningen i de dage, hvor lærerne var på kursus?

- Vi spurgte forældrene, om de ville hjælpe os. Og det ville de. Cirka 100 frivillige meldte sig, fortæller Svend Erik Schmidt.

Ny test af trivsel og fagligt niveau
Da de 100 dage var gået blev elevernes trivsel og faglige niveau testet. Lektor på Århus Universitet og forskningsdirektør på Universe Research Lab, Hans Henrik Knoop, stod for udregningen af det endelige resultat, som seerne får i sidste afsnit af ”Skolen - verdensklasse på 100 dage”

- Jeg er overbevist om, at læringsstile spillede en vigtig rolle i arbejdet med at flytte Gauerslund Skole, men jeg er lige så sikker på, at det engagement og den begejstring, der blev udvist på skolen, hvor elever, ansatte, forældre og ledelsen gav den hele armen, også har haft en afgørende indflydelse på det samlede resultat, siger Svend Erik Schmidt.

Selve resultatet vil han ikke røbe endnu.

- Nu er jeg jo jyde, så lad os bare sige, at det ikke er så ringe endda, griner Svend Erik Schmidt.

”Skolen - verdensklasse på 100 dage” er udviklet i samarbejde mellem TV 2 og produktionsselskabet Blu. Serien har fået støtte fra Public Service Puljen.

Læs flere nyheder